|

VERDENS FØRSTE JULEMÆRKE

Julemærket 1904 – en sjælden gæst i Hadsten, men jagten fortsætter.
Det er den 3. december…

VERDENS FØRSTE JULEMÆRKE

Stadig på mærkerne er: Kurt Villy Svendsen

Den 1. december hørte vi om idéen til det, der blev verdens første julemærke – det danske fra 1904 – med Dronning Louise som motiv. Dronningen sidder omgivet af blomsterranker og rigsvåbnet – et meget elegant mærke. ”Vi fører løver i vort skjold af hjerter tæt omsatte”, som der står i den gamle sang af Grundtvig.

Omkring julemærkets udgivelse i 1904 bragte datidens store ugeblad ”Illustreret Familie-Journal” den 18. december følgende korte notits ved siden af et billede af mærket:
”En brillant idé.

Postekspedient Holbøll i København har haft den udmærkede idé at foreslå udstedelsen af et ”Velgørenhedsmærke”, som efter behag kan påklæbes breve”.

Julemærket fra 1904 er stadig let at finde blandt frimærkehandlere og på byttemøder, men det er straks noget vanskeligere at finde mærket på et julekort. Jeg har samlet og interesseret mig for Hadstens posthistorie i omkring 40 år og har ALDRIG set et brev eller kort fra Hadsten, Lerbjerg eller Voldum med mærket fra 1904, så lokalt er det meget sjældent.

Gammelnisser fra 1904 af en af mine yndlingstegnere, Henrik Larsen, født den 12.7.1860 på Lolland i nærheden af Maribo. Larsen vender vi tilbage til i et kommende afsnit. Nyd indtil videre disse to gavtyve – tilsat verdens første julemærke…

Jeg har drøftet julemærket 1904 adskillige gange med andre postkort- og julemærkeinteresserede, og der er en risiko for, at mærket slet ikke er blevet solgt i Hadsten. Her skal man huske på, at Hadsten i 1904 endnu ikke rådede over et postkontor. Datidens lille boglade i det nuværende Søndergade, ejet af J. B. Aastrup, omtaler ikke mærket i nogen af sine annoncer, og det er højst tvivlsomt, om jernbanepostekspeditionen har forhandlet julemærker i 1904. Alligevel kan datidens afsendere af julehilsner sagtens have benyttet mærket, som kunne købes i Randers og Århus.

Således presset må man gå på kompromis med samleområdet, og heldigvis er Laurbjerg med i Favrskov Kommune. Fra denne tidligere stationsby, som nu heldigvis ser ud til at få et trinbræt etableret, har jeg et virkelig godt julekort fra 1904, komplet med mærke.

At kortet samtidig indeholder en fin, lille lokalhistorie, gør det ikke mindre interessant. Motivet, udgivet af Valdemar Tvenstrups Forlag i Randers, viser ”Nymølle ved Laurberg og Sluserne”. Kortet sendes med de hjerteligste jule- og nytårshilsner af familien Kr. Welling, og hilsenen gælder familien Raun på ”Løjstrupenggaard”.

Som det ofte ses, er julemærket placeret i kortets venstre hjørne, og da frimærket er sluppet uden om postekspeditionens stempel, har landpostbuddet på korrekt vis valgt at blækannullere mærket.

Jens Kristian Jensen Welling, født den 21.10.1843 i Gjessinggaard Mølle, Tvede Sogn, Nørhald Herred, er gift med Mathilde Louise Hansen af København.

Foruden at være Cand. phil. er Welling gård- og mølleejer i Nymølle ved Laurbjerg, hvor også sønnen – Johannes Welling – bor.

Det skal vise sig at blive Kristian Wellings sidste jul, for den 16.6.1905 afgår mølleejeren ved døden, kun 61 år gammel. Sønnen Johannes og hustruen, Ingeborg, overtager derefter Nymølle.

Det viste julekort er formidlet af et bud, som gik ud fra jernbanepostekspeditionen i Laurbjerg, hvor stationsforstanderen i 1904 hed Frederik Chr. Møller Honum.

Forstanderen boede i stationsbygningen sammen med fru Kathrine, 6 børn, en stuepige og en trafikelev.

Ja, disse svundne stationsbyer med alt deres brogede liv…

 

 

 

Skriv en kommentar


Kunne du lide denne artikel?

Tilmeld dig nyhedsbrevet og modtag nyheder i din indbakke. Det er gratis.



Hække hænger ud over fortovet:

Hække hænger ud over fortovet:

Nu griber kommunerne ind ... læs mere
Kørsel uden kørekort i Hammel

Kørsel uden kørekort i Hammel

Østjyllands Politi oplyser ... læs mere
Sammenholdet vandt

Sammenholdet vandt

Af Morten Bang, - Favrskov byråd - Venstre ... læs mere
2 Færdselsuheld i Favrskov

2 Færdselsuheld i Favrskov

Østjyllands Politi oplyser ... læs mere
Blev sigtet efter hashfund i bilen

Blev sigtet efter hashfund i bilen

Østjyllands Politi oplyser ... læs mere
Boligsiden.dk:

Boligsiden.dk:

Salget af byggegrunde er efter 1. halvår højere end i hele 2019 ... læs mere
UD I NATUREN (31)

UD I NATUREN (31)

I dag lægger vi vejen forbi høst på Bidstrup, blomstereng ved fiskeparken, en varm dag på Rækkevej samt diverse blomster ... læs mere
Pressemeddelelse

Pressemeddelelse

Fra Favrskov Affald A/S ... læs mere
Færdselsuheld i Hinnerup

Færdselsuheld i Hinnerup

Østjyllands Politi oplysert ... læs mere
Volvo Amazon herregårdsvognen skal sælges

Volvo Amazon herregårdsvognen skal sælges

Af Motorredaktør Jørgen Kjær - Hadsten ... læs mere
Gå ikke forbi  - kom ind og se vort interessante udvalg

Gå ikke forbi – kom ind og se vort interessante udvalg

Udtaler vinhandler Peter Aschelund fra Skjold Burne Vinhandel i Søndergade i Hadsten ... læs mere
Færdselsuheld på motorvejen ved Hadsten

Færdselsuheld på motorvejen ved Hadsten

Østjyllands Politi oplyser ... læs mere
Loading...