Kolonihaver blev etableret dels som et fristed for arbejderfamilierne fra de tætte, indre bykvarterer, dels som nyttehaver, hvor der kunne dyrkes vigtige tilskud til husholdningen, hvilket især havde betydning i krisetider som f.eks. i mellemkrigsårene. I dag er det mere middelklassen, der har kolonihaver. Der findes omkring 60.000 kolonihaver i landet i dag, og de danner hvert år rammerne for ægte dansk sommerhygge.
– De fleste kender jo nok begrebet kolonihaver, fortæller Bjarne Werliin fra Modelbane Europa. Kolonihaver er små haver på op til 400 m2, som blev udbredt i de store byer fra slutningen af 1800-tallet. Ofte lå de lige op ad jernbanesporene.
Modelbanens dygtige landskabsbyggere står klar til at hjælpe dig i gang med tips og rådgivning mandag den 10., onsdag den 12. og fredag den 14. februar fra kl. 11 til kl. 15. Alle kan være med – du kan som tidligere møde op helt uden forudsætninger. Deltagerne kan også være med i lodtrækning om enten et hus i byggesæt eller et par familiebilletter til modelbanen.
Du vil få udleveret en gammel udrangeret togvogn, som modelbanens folk har fundet frem fra gemmerne. Den kan – som i virkeligheden – fungere som skur eller kolonihavehus på den lille plade, som du også får udleveret, og derefter kan du bygge en have med flagstang, græs, hække, blomster, afgrøder, træer, buske og måske en bålplads. Eller du vil måske hellere bygge en vinterhave med sne, snemand, kælk og sneborg? Lad fantasien blomstre. Modelbane Europa stiller materialer frem, som du frit kan benytte, idet de er inkluderet i billetprisen.
– Alle vores gæster, store som små, er velkomne til at være med, siger Bjarne Werliin. Når entréen er betalt, koster det som udgangspunkt ikke yderligere at deltage, men man kan f.eks. tilkøbe flere træer. Vi har erfaring for, at flere generationer har det hyggeligt sammen i arbejdet med at bygge landskabet. Man kan sagtens nå at bygge sit diorama indenfor en time eller to, og man får selvfølgelig sit værk med hjem.
Lodtrækningen
Når det lille diorama med kolonihaven er færdigbygget, kan man deltage i en lodtrækning om dagens præmie, som er enten et plastsamlesæt af et modelhus i skala 1:87 og speciallim fra en af vores hylder i butikken eller et par familiebilletter (2 voksne + 2 børn) til modelbanen. Lodtrækningen finder sted hver af de 3 workshopdage kl. 15. Eneste krav om deltagelse i lodtrækningen er, at man har deltaget i workshoppen.
Vinderne for hver af de 3 dage vil få direkte besked (pr. mail hvis de ikke er til stede under lodtrækningen) og vil blive offentliggjort på Modelbane Europas hjemmeside samt på Facebook. Præmierne kan enten afhentes hos Modelbane Europa eller vil blive tilsendt.
Find snemanden
En ekstra lille opgave for børn, der har lyst, er jagten på snemanden, fortæller Bjarne Werliin. Nogen har sat snemænd på vores anlæg, og vi vil bede børnene om at finde dem for os. Som belønning for en succesfuld jagt giver vi en lille præmie i caféen.
Modelbane Europa har i øvrigt åbent for almindeligt besøg alle dage i vinterferien i tidsrummet kl. 10 – 16. Her vil der også være mulighed for at se, hvor langt byggeriet af den helt nye amerikanske bane er nået.