Sæson 24/25 på Randers Teater skydes traditionen tro i gang i Randers Festuge. Det bliver med Café Livas forestilling ”The boys from Liva-pool”, der er en teaterkoncert med musik af The Beatles. Ikke lang tid derefter – nemlig sidst i august – inviterer teatret ind til sæsonens store musikalske drama ”Frøken Jensens Kogebog” med Bodil Jørgensen i hovedrollen.
Forestillingen både skrives og instrueres af den Reumert-vindende instruktør og dramatiker Martin Lyngbo, og den handler om Kristine Marie Jensen, der startede sin tilværelse som forældreløs pige i Randers og endte som succesrig forfatter, forretningskvinde og bonusmor for fem musikalske børn i København.
Bodil Jørgensen flankeres på scenen af skuespillerne Lisbeth Knopper, Rikke Lylloff, Bue Wandahl og Lars Mølsted, mens musikken leveres live på scenen af kapelmester Anders Ortman, violinist Clara Richter samt Randers Teater Kor.
En sand juleklassiker
Årets store juleforestilling bliver ”Et Juleeventyr” – Charles Dickens store klassiker – i en udgave, man ikke har set lignende før. Instruktør og dramatiker Gunvor Reynberg har nemlig ført historien op til vores tid, og musikken og sangene til forestillingen bliver komponeret af Sofie Daugaard (også kendt som Dopha) og Nicholas Kincaid.
Rollen som den gnavne og koldhjertede Scrooge indtages af Søren Hauch-Fausbøll, der får selskab på scenen af Lisbeth Knopper, Amalie Mørup, Daniel Bevensee og Christoffer Hartmann. Er man under 6 år, og dermed ikke gammel nok til ”Et Juleeventyr”, kan man komme i julestemning med Nanni Lorenzen og den hjertevarme og søde forestilling om ”Julemusen”, der spiller to weekender i december.
Randers Teaters musikalske vinterforestilling præsenteres i 2025 i samarbejde med Café Liva. Med kabaret-forestillingen ”Vilde Kaniner og underlige fisk” er der lagt op til en aften i musikalsk selskab med tre herrer, der går på opdagelse i de mange fantastiske tekster fra frontmand i Gnags Peter A. G. Nielsens krøllede hjerne. Det er tekster, der fortæller noget om hvem vi var – os danskere – men også forholder sig spørgende og fabulerende til det at være menneske på en måde, der gør dem så sprøde og friske, som var de skrevet i går.
”Vilde kaniner og underlige fisk” har premiere 5. februar og spiller flere uger på teatret, inden den drager på forsamlingshusturne i marts.
Sidste voksenforestilling i programmet bliver ”Det arktiske topmøde” af Teater Freeze Production den 28. april, som handler om den anspændte diplomatiske situation og internationale magtspil om Grønland og Arktis.
Masser af teater for børn
Det er ikke kun de voksne, der har noget at glæde sig til. Børn og deres voksne kan blandt andet se frem til den Reumertnominerede danseforestilling fra Sart Danseteater ”Hvis jeg bliver født som…” til september, og til november gælder det en ægte klassiker, når ”Karius og Baktus” kommer på besøg i Teater V’s udgave.
Men der er meget mere for familierne. Den kommende sæson slutter nemlig med et brag, når Randers Teater den 2. til 4. maj slår dørene op til en børneteaterfestival med masser af gratis teaterforestillinger og aktiviteter for hele familien.
I alt præsenteres publikum for 28 forskellige voksenforestillinger, 10 familieforestillinger og tre kreative workshops i sæson 2024-2025.