Ejendomsmæglerne reklamerer til utrættelighed med de såkaldte ”samtalekøkkener”, og som regel har de køkkener jo alt indenfor moderne maskiner, fyldte køleskabe, lækre stole, højttalere med Spotify, slip-let stegepander og air-fryere – men det kniber mere og mere med samtalerne i et samtalekøkken.
De fleste af os kender jo situationerne, hvor mor kommer træt hjem fra arbejde, smider bæreposerne på gulvet, begynder at sætte på plads – hvorefter ældstesønnen kommer drønende ind i køkkenet, napper et stykke pizza fra i går og styrter ud ad døren, fordi han skal til fodbold, og han er allerede sent på den.
Ti minutter senere kommer datteren og sluger resten af den yougurt, hun levnede i morges, og mens hun spiser hurtigt, fordi hun skal lave lektier med en veninde, ringer telefonen. Det er manden i huset, der ringer inde fra arbejde og siger, at de har gæster fra Japan, han er nødt til at gå ud at spise med dem. Han regner dog med at være hjemme inden midnat.
Hverdag i et samtalekøkken. Onsdag aften lige inden tv-avisen
I Danmark laver vi jo faktisk nogle af verdens bedste råvarer. Og i supermarkedet kan vi snildt høste, hvad de laver andre steder. Selv jordbær i februar, grøntsager fra Andalusien i marts, portugisiske ansjoser i april og laks fra Grønland hele året rundt.
Men mange danske børn aner ikke, hvad man stiller op med grønkål, spinat, selleri og jordskokker. Hvorfor er kartoflerne ikke skrællede?
Og det er synd, dels fordi de fleste børn godt kan lide jordskokker, men dem får man sjældent nede på kebab-hjørnet. Men især fordi, de ikke får oplevelsen af at lave noget, hakke, snitte, skive, røre rundt – sammen med de voksne. Nærvær, samarbejde – og samtaler.
Jeg lærte engang mine piger at skrælle jordskokker, skære dem i små stykker, pensle med olie og drysse med fint salt – og så ind i ovnen. De var pænt rystede, da skokkerne blev lysebrune.
• Far, de smager jo bedre end pommes friter!?!
Nøgleordet er selvfølgelig tid
Da jeg var barn, lærte jeg faktisk mine forældre bedst kende, når vi lavede mad og sad sammen omkring et aftensbord og fortalte hinanden om dagen, der var gået. Fars chef havde været sur på arbejde, mors bånd i skrivemaskinen var knækket, min lillebror havde tabt en støvle i fodbold (højre back), og jeg havde grinet det forkerte sted, da vi havde seksualundervisning i fysiktimen. Men vi trøstede hinanden, gav nogle knusere – og vidste, hvorfor far faldt i søvn med avisen i lænestolen. Mens vi vaskede op (jeg tørrede af), fik vi endda lavet nogle billeder af, at det hele ville gå bedre i morgen. Min bror fik nye snørebånd i støvlerne og jeg blev sat ind i, at tissekoner kunne bruges til andet end at tisse med.
Der skal ikke så meget til, men det handler om tid. Og tid kan vi vælge, men også fravælge, fordi vi synes, noget andet er vigtigere. Det afgørende er nok, at vi ved, vi vælger. Og her er måltiderne centrale. Hvis jeg var lidt mere religiøs, ville jeg kalde dem hellige. Hvornår er vi ellers sammen, sammen?
Vælger vi tiden, vælger vi måske også at købe ind sammen.
Og på vej hen til superen bliver vi nok tilbudt en to-go-coffee. Og det er jo også en måde at undgå samtalen på. Som jeg i en tidligere klumme har skrevet, så er kaffe en måde at snakke sammen på. Et papkrus på en gågade betyder i virkeligheden: ”Jeg har for travlt til at snakke med nogen”. I de lande ved Middelhavet, hvor mange af os holder ferie, findes to-go-coffee kun i turistkvartererne. De lokale kunne ikke drømme om det.
Herhjemme kender vi også travlheden fra motorvejene. Når der er vejarbejde, er der som regel 80 km i timen, og det gælder principielt for alle, undtagen dem med to-go-coffee i Audier og Teslaer, de har trods alt mere travlt end os andre.
Gad vide, hvem der lærer deres børn at lave mad?
