På baggrund af en robust økonomi har regionsrådets partier, med undtagelse af Psykiatrilisten, netop indgået forlig om budget 2026. Aftalen fordeler cirka 330 mio. kroner. Bl.a. til områder, hvor kapaciteten er under pres, til at fremtidssikre hospitalerne samt til flere sengepladser og kortere ventetid i psykiatrien.
Dertil kommer en aftale om at indføre betalingsfri parkering for både patienter, pårørende og medarbejdere.
Den samlede aftale om budget 2026 for Region Midtjylland kan findes her
– Aftalen er et udtryk for et regionsråd, der prioriterer ressourcerne dér, hvor de skaber mest værdi for borgerne. En årrække med rettidig omhu har skabt en situation, hvor vi både kan målrette midler til de områder, der især er pressede, investere i hospitalerne, så de er rustede til fremtiden og den sundhedsreform, vi er i fuld gang med at føre ud i livet, og hvor vi samtidig investerer i et sundhedsvæsen, hvor borgerne oplever kvalitet, nærhed og sammenhæng hele vejen rundt, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Markant løft af psykiatrien
Aftalen om budget 2026 fremhæver en række områder, hvor der er behov for at styrke kapaciteten. Det gælder ikke mindst psykiatrien, hvor partierne er enige om en markant udbygning af sengekapaciteten i psykiatrien i Viborg, Randers og Horsens. Antallet af speciallægepraksis i børne- og ungdomspsykiatrien øges i form af to nye ydernumre i den vestlige del af regionen og flere specialpsykologer skal uddannes.
I 2026 prioriterer aftalen i alt cirka 180 mio. kroner til at øge kapacitet og aktivitet i det midtjyske sundhedsvæsen. Bl.a. midler, der skal ruste hospitalerne til en fremtid, hvor flere midtjyder får brug for sundhedsydelser, og konkrete løft af bl.a. det neurologiske område, øjenområdet, øre-, næse-, halskirurgi samt høreapparatsbehandling.
Læs hele aftalen om budget 2026 her
Region Midtjyllands budget for 2026 2. behandles på regionsrådets møde 24. september.
Fakta
Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Kristendemokraterne, Dansk Folkeparti, Venstre, Enhedslisten og Inger-Marie Tryde (uden for parti) har indgået aftale om budget 2026 for Region Midtjylland.
-
Regionens samlede budget på sundhedsområdeter på 33,6 mia. kroner, heraf udgør anlægsbudgettet 0,9 mia. kroner på sundhedsområdet
-
Budgettet for Regional Udvikling udgør 0,7 mio. kroner.
-
Med budgetforliget 2026 har forligspartierne fordelt 330 mio. Kroner. Hovedpunkterne i budgetforliget for 2026 er:
-
Betydelige midler prioriteres til hospitalerne til dækning af det demografiske træk og stigende udgifter på en række områder
-
En robustgørelse af områder med behov for øget kapacitet
-
Markant udbygning af sengekapaciteten i psykiatri, og tilførsel af midler til psykiatri.
-
Betalingsfri parkering for patienter, pårørende og personale på alle hospitaler i regionen
-
En øget medicoteknisk ramme til bl.a. mere skånsom robotteknologi

























