På tre udvalgte dage – mandag den 13. oktober, onsdag den 15. oktober og fredag den 17. oktober – kan børn og voksne sammen deltage i en sjov workshop kl. 11–15.
-
I de seneste år har deltagerne i vores workshops bygget små kartonhuse med tilhørende landskab, fortæller Bjarne Werliin fra Modelbane Europa. Men i år bliver der skruet op for fantasien: Alle får mulighed for at skabe deres eget diorama – et lille landskab med bjerg, græs, buske og træer, måske endda en flod med vandfald eller en bjergsø. Kun fantasien sætter grænser!
Materialerne – avispapir, gipsgaze, akrylmaling, lim samt hjemmeproducerede landskabsmaterialer som buske, træer og farvet savsmuld – stilles gratis til rådighed efter køb af entrébilletten. Modelbane Europas erfarne landskabsbyggere står klar med inspiration og gode råd. Husk blot tøj, der gerne må blive beskidt. Alle børn får naturligvis deres færdige diorama med hjem.
Som en ekstra overraskelse trækkes der hver workshopdag kl. 15 lod blandt deltagerne om en præmie efter eget valg: Enten et hus som samlesæt eller en familiefribillet.
Udover workshoppen kan børn og barnlige sjæle gå på græskarjagt på anlæggene. Finder man alle græskarhovederne på det tyske, danske og det helt nye amerikanske anlæg, venter en lille præmie.
Modelbane Europa holder i øvrigt åbent for alle hverdage i efterårsferien kl. 10–16.