Har du mange æbler i din have, du gerne vil have presset til most? Måske et gammelt æbletræ, du ønsker at kende navnet på? Eller måske har du opskriften på den perfekte æbletærte? Så kom og vær med, når Voldum Lokalråd afholder æblefestival lørdag den 4. oktober fra 11.00 – 15.00 i Voldum Æbleplantage (ved Voldum Hallen). Det er gratis at deltage, og alle er velkomne.
Dagen byder på aktiviteter for både børn og voksne. Der vil være forskellige salgsboder med blandt andet æbler, honning, blomsterkranse og keramik. Melder sulten sig, er det muligt at købe mad og drikkevarer i madboden hos Voldum Friskoles Støtteforening. Den musikalske stemning sørger byens tidligere sognepræst Anne Marie Damsgård Ditlev for, når hun underholder med harmonikamusik.
Der vil være forskellige aktiviteter for børn, og har du lyst til at presse din egen æblemost, er der stillet æblepresser og andet mosteriudstyr til rådighed – naturligvis med kyndig vejledning og hjælp i at betjene det. Husk blot at medbringe æbler og emballage/flaske til den friskpressede æblemost.
Æblenørderi og kunstmaleri
Ved hjælp af Pometes Æblenøgle kan du få hjælp til at sætte sorts-navn på de æbler, som du medbringer fra det gamle ukendte æbletræ i din have.
Derudover vil æblekyndige folk fra Knivholt Æblelaug i Frederikshavn og Nellemanns Have i Sæby fortælle om nogle af de mange gamle danske æblesorter, som vi har i Voldum Æbleplantage. Her kan du også høre nærmere om plantning, pasning og beskæring af træerne.
Du kan også komme helt tæt på og følge med, når kunstneren Erik Boye arbejder med sine malerier i løbet af dagen. Inspirationen henter han i Voldum Æbleplantage og æblernes farverigdom.
Æblefestival med æblekage
Igen i år har du mulighed for at deltage i æblefestivalens kagekonkurrence, og der er naturligvis præmier på højkant. Det er op til dig, om du vil bage tærte, roulade, bradepandekage eller noget andet. Eneste betingelse er, at der skal indgå æbler i opskriften. Medbring din kage i løbet af dagen.
Mod festivalens slutning bliver kagerne smagsbedømt af et dommerpanel, og den bedste kage præmieres. Efterfølgende bliver det muligt for alle at smage på herlighederne.
Genbevaring
Voldum Æbleplantage blev etableret af Voldum Lokalråd i 2021 i forbindelse med en større kulturfest i byen. Her findes i dag ca. 150 æbletræer – størstedelen er gamle danske æblesorter, som tidligere var udbredt i landbohaverne. Der er tale om mere sjældne sorter, som ikke længere forhandles af landets planteskoler. Projektet er således med til at bevare generne fra de gamle sorter, som har helt andre dufte og smagsegenskaber end de moderne æblesorter.
Favrskov Kommune stillede arealet til rådighed ved Voldum Hallen, og indkøb af træer og øvrige materialer blev støttet af ELRO Fonden, Aarhus Stiftstidendes Fond og Hedeselskabets Fond. Den daglige drift, der foregår efter økologiske principper, varetages af en gruppe frivillige under lokalrådet.
Voldum Æblefestival er arrangeret af Voldum Lokalråd og den gruppe frivillige, som passer æbleplantagen til dagligt.