For ganske nyligt var min hustru og jeg til revy i Uggerslev på Fyn. Den direkte anledning var, at et af mine 9 revynumre fra årets Langelands Revyen var blevet lånt af Uggerslev Revyen. 
Besøget i Uggerslev var lidt af en ”øjenåbner” for os begge… Hvorfor? Fordi vi blev slået af den forskellighed, der er mellem jyder og fynboer. En forskellighed, vi som langelændere af fødsel næsten havde glemt efter at have boet 55 år i Jylland.
Der er noget særligt ved at krydse Lillebælt. For mange jyder føles det som at køre ind i et andet tempo, et andet sprog, et andet smil. For fynboer føles det måske som at køre ud af et hjem, hvor døren altid står på klem. For der er en forskel på, hvordan jyder og fynboer møder hinanden – og måske endda alle andre.
Jyder er kendt for deres jordnære ro. De skal lige se folk an. Det er ikke uvilje, men snarere en slags social forsigtighed: ”Man ved, hvad man har – ikke hvad man får.” Hvor fynboen smiler og siger: ”Kom ind og få en kop kaffe!”, siger jyden måske: ”Ja, det ku’ da godt være…” – og så går der lige tre uger, før man faktisk bliver inviteret.
Men bag forskellen gemmer sig noget interessant: et spørgsmål om, hvad inkluderende fællesskab egentlig betyder. Er det at åbne døren for enhver, der banker på? Eller er det at give tid og rum til, at tilliden kan vokse naturligt?
Fynboens åbenhed kan virke varm og indbydende – men nogle gange også overvældende. Det kan blive en slags social entusiasme, hvor man hurtigt bliver en del af fællesskabet, men lige så hurtigt kan glide ud igen. Jydens måde er langsommere, men måske mere holdbar. Når man først er inde, så bliver man. Så er man ikke bare en gæst – man er en del af familien.
Forskellen handler måske ikke kun om geografi, men om kulturarv. Jylland har sine vidder, sine afstande, sin historie af hårdt arbejde og nøjsomhed. Der lærer man at stole på det, man kender, og ikke åbne sig for hurtigt. På Fyn – midt i landet, midt mellem alt – er der tradition for handel, bevægelse, udveksling. Her møder man det nye med nysgerrighed, for forandring er en del af øens liv.
I sidste ende handler det ikke om, hvem der har ret, men om, hvad vi kan lære af hinanden. Måske kunne jyderne have godt af lidt mere fynsk åbenhed – og fynboerne lidt jysk eftertænksomhed. For et inkluderende fællesskab er ikke kun et spørgsmål om at åbne døren. Det handler også om at blive stående i døråbningen længe nok til at finde ud af, hvem der kommer ind – og hvorfor.
Et ægte fællesskab bygger på både nysgerrighed og tillid. På at turde møde det fremmede – men også på at give plads til, at det nye kan finde sin plads. Og i den balance ligger måske opskriften på det Danmark, vi alle gerne vil leve i: Åbent, roligt – og med kaffe nok til både jyder og fynboer.
