Ind imellem kan man godt have lidt ondt af alle de nye i landet, der skal lære det danske sprog. Nogle gloser er selvfølgelig til at komme efter, ost hedder ost, kød hedder kød og arbejde betyder, man har noget at lave. 
Er man i tvivl, kan man selvfølgelig skrive det op – men er det ikke det samme som at skrive det ned? I en gammel vise med Osvald Helmuth hedder det, at ”det er ikke til at se, hvad der er opad eller nedad”. Jeg tror, at mange af vores nye landsmænd har det på samme måde.
Det kommer jo også an på, hvor vi lægger trykket. Hvis en tilflytter fra Ukraine går ud af sin lejlighed og ned på gaden, står han dernede og kigger ind ad vinduet – måske på en hat, der alligevel er for dyr, eller en pakke bleer, han ved, fruen har brug for.
Men i hvert fald står han på gaden. Men hvis samme mand dagen efter står på gaden, så har konen sandsynligvis opdaget, at han har haft gang i noget med sin sekretær, og så kigger han ikke efter hverken hatte eller bleer, men efter et nyt sted at bo. Måske et lille rækkehus i Hadsten?
Så må staklen jo tage bussen. Man kan stå på bussen, og hvis alle sæder er optaget, så må man stå op i bussen. Til gengæld kan man ikke ikke stå på bussen, for så skal man op på taget og slås med en masse grene og køreledninger, det er ikke sjovt.
Inde i Hadsten finder manden så huset, hvor vinduerne sidder, mens murene og væggene står. Og vinduerne sidder kun indtil en rengøringskone skubber dem op, for så står de på klem eller er åbne.
Inde i huset kan den stakkels mand se en æske tændstikker, der ligger på bordet foran pejsen. Men ved siden af står der en æske cigarer, der åbenbart er blevet efterladt af den tidligere beboer.
Det ser umiddelbart godt ud, men så er der spørgsmålet om pengene. Selvfølgelig kan de ligge i lommen, men det er nok se færreste ukrainere, der har store beløb liggende i lommen på den måde. Har man overhovedet midler, så står de nok i banken.
Så kan man jo melde sig ind i en forening. Her står man nok så længe, at man med lidt held ender med at komme til at sidde i bestyrelsen. På med hjemmeskoene. Og her sidder man måske så længe, at den siddende regering må holdes løbende underrettet. Skiftesko igen, kondier, regeringen kommer løbende.
Kan man ikke blive enige i bestyrelsen, bliver man sikkert rygende uvenner, selvom tobakken ikke er så populær længere.
Og endelig er der jo det med religionen. Rundt omkring i verden kan vi jo også i dag se, hvordan folk slår hinanden ihjel i Guds ellers Vorherres navn. Da jeg var lille, holdt vi tit jul hos min mormor og morfar på Sydsjælland. Mormor spillede orgel i kirken, og morfar stod for koret. De sang om både Gud og Vorherre. Jeg opdagede aldrig forskellen.
Men det gjorde den danske sprogforsker Otto Jespersen. Hvis vores ukrainer nu får lyst til at høre et foredrag i konfirmandstuen på onsdag, spørger han nok høfligt, når han kommer:
”Må man ryge her?”
Og hvis præsten svarer:
”Gudbevares!” så er det bare ild i cigaren.
Men hvis præsten svarer:
”Vorherrebevares!” – så er det bare ud i nærmeste vandpyt med stumpen…
Fanden til forskel på Gud og Vorherre.
