53 procent af borgerne i Favrskov oplyser, at de er tilfredse med den måde, Favrskov Kommune er blevet drevet på siden kommunalvalget. Gennemsnittet for kommunerne er på 41 procent, og Favrskov har med resultatet den 7. højeste score af landets 98 kommuner.  
Samtidig bemærkes, at kun 9 procent af borgerne i Favrskov oplyser, at de er utilfredse med den måde, kommunen er blevet drevet på, og det er den laveste andel i hele landet.
– Det er en meget stor anerkendelse til vores mange dygtige ledere og medarbejdere, at så mange borgere i Favrskov er tilfredse med den måde, vi driver kommunen på. Det viser, at vi er på rette vej, og at vores fælles indsats gør en forskel i borgernes hverdag, siger borgmester Lars Storgaard.
Herudover viser den nye undersøgelse, at borgerne i Favrskov også er godt tilfredse med kommunalpolitikerne og det arbejde, de gør.
54 procent udtrykker, at de generelt har tillid til de kommunalpolitikere, der er valgt i Favrskov. Gennemsnittet for alle kommunerne er på 44 procent. Hertil kommer, at hele 65 procent af borgerne i Favrskov Kommune mener, at politikerne generelt gør et godt stykke arbejde. Her er gennemsnittet på tværs af landet på 52 procent.
– Tilliden til de lokale politikere er afgørende for et velfungerende demokrati. Jeg er stolt over, at borgerne i Favrskov har tillid til det arbejde, vi gør i byrådet i Favrskov. Det er en tillid, vi skal værne om – og som motiverer os til at gøre os umage hver dag, udtaler borgmester Lars Storgaard.
Undersøgelsen viser desuden, at hele 85 procent af borgerne i Favrskov er godt tilfredse med at bo i kommunen, hvilket også er højere end landsgennemsnittet.
Man kan læse mere om undersøgelsen her: https://constructiveinstitute.org/dit-valg-vores-danmark/


























