Er man fra Hinnerup, så ved man, at skybrud er lig med oversvømmelse af viadukten under jernbanen på Århusvej. På grund af viaduktens beliggenhed i landskabet skal der nemlig ikke meget til, før regnvand samler sig i viadukten og gør det umuligt for trafikken at passere. 
Favrskov Kommune har derfor igangsat en række tiltag, der skal gøre viadukten mere modstandsdygtig over for kraftig nedbør. I løbet af september er der blevet etableret en pumpestation, og i uge 45 omlægges rørføringen under viadukten. Omlægningen af rørføringen skal sikre, at vand ikke længere kan stuve op nedefra gennem vejristene i viadukten, og den nye pumpestation gør det muligt at pumpe det regnvand, der løber ned i viadukten, væk fra vejbanen.
Sådan påvirker vejarbejdet trafikken
Arbejdet med at omlægge rørføringen i uge 45 medfører, at viadukten vil være spærret for trafik fra mandag 3. november til fredag 7. november. Afspærringen begrænses til tidsrummet mellem kl. 9.00 og kl. 15.00, så morgentrafikken og eftermiddagstrafikken ikke påvirkes af vejarbejdet.
En prioriteret indsats
Klimasikringen af viadukten er én af 25 prioriterede indsatser fra Favrskov Kommunes klimatilpasningsplan, som Byrådet vedtog i november 2024. I klimatilpasningsplanen er der udpeget 73 såkaldte risikoområder, hvoraf 25 er udpeget som prioriterede indsatsområder, hvor der skal igangsættes tiltag inden udgangen af 2027.
Du kan læse mere om Favrskov Kommunes arbejde med klimatilpasning på favrskov.dk/klimatilpasning.




























