I januar 2026 inviterer Favrskov Kommunes biblioteker og kulturhuse til SKAB – en craftfestival for nørd og nybegynder.
Festivalen finder sted 19.-24. januar i Kulturhuset Inside i Hammel og bliver en uge med masser af workshops og talks med fokus på inspiration, nærvær og kreativ skaberglæde. Her er der både plads til nørder og nybegyndere – for alle er velkomne!
Festivalen er for alle voksne, der har lyst til at slippe hverdagens tempo og mærke, hvordan det at skabe med hænderne – uden mål og mening – kan give ro, glæde og nye forbindelser.
Ugen byder på en mangfoldighed af forskellige aktiviteter – både med og uden tilmelding. Lige fra macramé, tufting, strik, hækling, croquis, blomsterdekoration, keramik, linoleum mv. Dygtige instruktører står klar til at lære fra sig, men der er også masser af plads til hyggeligt samvær, grin og fællesskab.
“Det handler ikke kun om resultatet, men om glæden ved at skabe – og om at være sammen om noget, der måske virker unyttigt, men som i virkeligheden er uundværligt,” siger arrangør Trine Valentin.
SKAB er en kombination af åbne, gratis aktiviteter og talks og workshops, der kræver tilmelding og billetkøb. Se hele programmet på www.favrskovbib.dk.
SKAB er del af en samlet festivalstrategi i Favrskov Kommune, som også omfatter festivalerne SKRÅL, SANS, SYNG og KVAS

























