8. marts er kvindernes internationale kampdag. En historisk mærkedag, der markerer de ligestillingskampe, der er blevet vundet gennem tiden. Eller… er de egentlig det? Det kommer i høj grad an på, hvem man spørger – og hvilket kommentarfelt man læser.
I år falder kampdagen desuden lige midt i en valgkamp. Dermed er scenen sat for den årlige disciplin: Politisk synkronsvømning i ligestillingsretorik. Her gælder det om at sige mest muligt om problemet, uden nødvendigvis at risikere at gøre noget ved det.
Samtidig stiger polariseringen mellem kønnene med en hastighed, der normalt er forbeholdt elbiler og debat på X.
Unge kvinder og unge mænd stemmer i stigende grad på hver deres politiske yderfløj. Ved folketingsvalget i 2022 satte omkring 70 procent af de unge kvinder deres kryds ved et rødt parti. Mændene trak i den anden retning og bidrog til et mere blåt resultat.
Det begynder efterhånden at ligne en politisk udgave af “Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus”. I denne version ligger Mars dog i den blå blok og Venus i den røde, mens resten af vælgerne står tilbage på Jorden og prøver at finde ud af, hvornår samtalen gik fra uenighed til interplanetarisk konflikt.
Det interessante – og måske en smule ironiske – er, at ligestilling i sin grundform aldrig var tænkt som et nulsumsspil. Ideen var ikke, at ét køn skulle tabe, for at et andet kunne vinde. Alligevel er debatten i stigende grad blevet struktureret som en slags politisk tovtrækkeri, hvor hver side holder godt fast i rebet og råber “uretfærdigt!”, mens ingen helt kan huske, hvem der egentlig begyndte at trække.
I valgkampens logik er der da også klare fordele ved en konflikt, der kan opdeles i to hold. Den er let at kommunikere, let at mobilisere på – og næsten umulig at løse. For hvis problemet faktisk blev løst, ville man jo risikere at skulle finde noget andet at være vred over…
Resultatet er en voksende diskrepans mellem ord og handling. Ikke nødvendigvis fordi ingen vil gøre noget, men fordi alle gerne vil gøre noget – bare helst noget, der også kan fungere i en kampagnevideo.
Og imens fortsætter polariseringen. Ikke fordi unge mænd og kvinder nødvendigvis er blevet mere forskellige i deres hverdag, men fordi politik i stigende grad fortæller dem, at de burde være det.
Så når vi markerer 8. marts i år, sker det i et politisk klima, hvor kampen for ligestilling i stigende grad ligner en debat om, hvem der egentlig kæmper mod hvem. Måske kunne man foreslå et lille eksperiment til næste kampdag: at bruge lige så meget energi på løsninger som på positioner.
Men det er naturligvis et radikalt forslag.
Især midt i en valgkamp…
