Formueskat er rettidig omhu
I Sverige havde man engang et valgsystem der gav flere stemmer til de rige end til de fattige. Det var smart, men kun for de rige. Og det er heldigvis blevet afskaffet for lang tid siden.
I Danmark har man aldrig haft et tilsvarende skævt system. Eller rettere, man udelukkende de fattige ved stort set kun at give stemmeret til mænd med egen husstand. Det er dog lang tid siden – mere end 100 år – at også dette system blev forladt. Og i dag har alle danskere uanset køn, indkomst og formue – én stemme, og de tæller alle lige meget. Eller gør de?
Når man i disse dage kan se hvordan mange af de mest velstående danskere truer med at flytte til udlandet, hvis der bliver indført en ganske lille skat på formuer over 25 mio. – ja, så minder det jo ganske meget om et system hvor de riges stemmer tæller mere end almindelige menneskers. Man kan også kalde det politisk afpresning.
Det er selvfølgelig helt i orden at de rige beklager sig over et forslag om en formueskat. Det er også helt i orden at de bruger mange forskellige argumenter imod en sådan skat. Men at trække flyttekortet viser at de føler sig hævet over almindelige mennesker og over det samfund der har gjort det muligt for dem at skabe – eller arve – deres formue.
Det er ganske vist en klassisk opfattelse hos rige mennesker – også blandt dem der egentlig blot har arvet rigdommen – at enhver er sin egen lykkes smed, og at enhver dermed også har ret til beholde den indtægt og den formue de har skaffet sig. Det handler måske om grådighed, men det værste er at de dermed udviser en manglende forståelse for hvordan et samfund hænger sammen.
Med al respekt for dem der på bedste vis har fået deres talenter til at yngle, så er der trods alt intet menneske der er en ø. Vi er alle – også de rige – afhængige af andre. Af nogle der vil låne os penge, nogle der vil arbejde for os, nogle der vil købe vores produkter osv. Og også de rige er afhængige af at der er et samfund sørger for børnehaver, skoler og universiteter, for sundhedspleje, for infrastruktur osv. Og derfor er det helt rimeligt at de bredeste skuldre giver mest tilbage til vores allesammens fællesskab.
De der nu trækker flyttekortet, er holdt op med at se sig som ganske almindelig lille del af det danske samfund, men som nogen skal have særlige rettigheder – herunder retten til at fornægte det samfund der har gjort det muligt for dem at blive rige.
Det bekymrende er således ikke blot at nogle af rige trækker flyttekortet, men især at de føler sig hævet over almindelige mennesker, som nogle der har fået en særlig magt og en særlig indflydelse. Vi behøver blot at se til USA hvor galt det kan gå når rige mennesker tror de har en nærmest guddommelig magt til at regere og bestemme over os andre.
I øvrigt ved vi fra historien at der ikke er nogle rige magthavere der har bevaret magten for evigt. Før eller siden kommer der er en modreaktion – som kan blive ganske voldsom og ødelæggende og også svækket landet udadtil. Ethvert land har derfor en åbenlys interesse i at sikre at landet ’hænger sammen’, herunder at der ikke er voldsom stor forskel på rig og fattig, landboer eller byboer, kvinde eller mand osv. Det sikrer at landet udvikler sig harmonisk.
Det er jo ikke tilfældigt at et land som Danmark – sammen med de andre nordiske lande – i dag hører til blandt de lande hvor befolkningen generelt har det bedst, og hvor sammenhængskraften er størst. Det er jo netop fordi afstanden mellem de rigeste og de fattigste trods alt endnu er relativ lille. Og det er derfor blot rettidig omhu at arbejde for at afstanden ikke vokser.
Ovenstående indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.
