Tema: Læs dig klogere på fremtiden
Folkebibliotekerne i Danmark er gået sammen med flere indsigtsfulde eksperter om at formidle bøger, der forholder sig reflekteret, nysgerrigt og skeptisk til alt det, fremtiden måske rummer og bringer. Favrskov Bibliotekerne er udvalgt som indsatsbibliotek, og her får du nogle af de 14 titler, vi sætter øget fokus på.
Favrskov Bibliotekerne citerer her anbefalinger af Mads Rosendahl Thomsen, Christiane Vejlø og Jacob Stegelmann.
Fortiden møder fremtiden
Roman Mange dystopiske fortællinger er henlagt til et godt stykke ud i fremtiden, for store forandringer tager tid. I denne roman er den nye tid henlagt til 2040, hvor forandringerne er markante: Jylland er dækket af skov, fordi der skal klimakompenseres for de datacentre, der driver OS, en kunstig intelligens. Romanen trækker også tråde tilbage i tiden i de kapitler, hvor man følger folkemindesamleren Evald Tang Kristensen, som fra 1860’erne indsamlede beretninger fra jævne folk om de steder, de levede. Ulvemælk er blændende i sin evne til at se menneskets vilkår mellem en fremmedgørende teknologi og en natur, der heller ikke altid giver tryghed. I 2026 kan vi stadig holde kunstig intelligens ud i strakt arm, hvis vi vil, men sådan bliver det måske ikke ved at være. Ulvemælk giver i sin dobbeltfortælling en påmindelse om, at naturen ikke forsvinder, fordi vi er så optaget af det kunstige.
Ulvemælk. Af Charlotte Weitze
Hvordan slutter vi fred med de forbandede skærme?
Fagbog Der er mange holdninger til børn og skærme, og kendetegnende for debatten er de mange anekdotiske historier og antagelser frem for indsigter, der kan underbygges af forskningen. I denne bog tager Andreas Lieberoth et fagligt underbygget livtag med et af de store spørgsmål i vores samtid: Hvad gør skærme egentligt ved os og vores børn? Han gennemgår med sikker hånd den eksisterende viden om trivsel, afhængighed og unges mentale sundhed og argumenterer for, at skærme hverken er en entydig trussel eller et mirakelmiddel, men en del af et komplekst miljø, hvor menneskers værdier og vaner betyder mindst lige så meget som teknologien i sig selv. Bogen giver ikke de nemme, færdige svar, men gør læseren bedre i stand til at tænke, vurdere og handle selv. Det er et stærkt bidrag til debatten!
Den store skærmkamp. Af Andreas Lieberoth
Lån en bogpose med sci-fi
Bogpose Vi lever i en tid med hastig, teknologisk udvikling og mange forandringer. Hvordan kan vi forholde os reflekteret til det? Blandt andet ved at læse sci-fi-bøger om emnet, mener journalist og tv-vært Jacob Stegelmann fra Troldspejlet på DR. Han har udvalgt 3 bøger og 1 tegneserie, der kan få dig til at rynke brynene og stille skarpt på mulige fremtidsscenarier. Du låner hele posen på én gang – og om du så vil dele den med familien eller beholde alle godterne for dig selv, må du bestemme. I hvert fald får du både klassikeren ’Frankenstein’ af Mary Shelley, tegneserien ’Bug 1’ af Enki Bilal, bestselleren ’Ready player one’ af Ernest Cline samt romanen ’Project Hail Mary’ af Andy Weir, der er bedre kendt for bogen og filmen The Martian. Det er noget af en goodie bag det her!
Udvalgt og anbefalet af Jacob Stegelmann fra Troldspejlet