Af Erik Poulsen, FT-kandidat, Danmarksdemokraterne
Værdighed i ældreplejen burde være en selvfølge. Alligevel er det langt fra virkeligheden for mange ældre i Danmark.

Omsorg, et varmt bad, et rent hjem og velsmagende mad skal ikke være luksus. Det er helt basale behov. Men tal fra Ældre Sagen viser et bekymrende billede: 4 ud af 10 hjemmehjælpsmodtagere oplever sjældent eller aldrig at have indflydelse på de opgaver, hjemmehjælpen udfører. Næsten hver tredje har i 2025 undladt at få gæster, fordi der ikke er mulighed for at få gjort ordentligt rent. Og hver femte ældre kommer kun udenfor i frisk luft hver 14. dag eller endnu sjældnere. Det er ikke værdigt. Det er et svigt.
Samtidig vokser behovet for pleje. Fra 2024 til 2025 er der kommet 19.462 flere danskere over 80 år. Alligevel er antallet af plejehjemspladser faldet med 201 i samme periode. Flere ældre – men færre pladser. Det giver ikke mening. Derfor er der brug for et markant kursskifte i ældrepolitikken. Flere ældre skal have en plejehjemsplads hurtigere. Der skal være plads på plejehjemmet, når behovet opstår og ikke senere.
Alt for mange ældre oplever også en hverdag med konstant skiftende hjælpere. Mere end hver tredje hjemmehjælpsmodtager møder sjældent eller aldrig de samme medarbejdere i deres hjem. For mennesker, der ofte er sårbare og afhængige af hjælp, betyder genkendelighed og tillid alt.
Der er også brug for flere medarbejdere med tid til kerneopgaven: omsorg. Normeringerne skal forbedres, således at der er medarbejdere nok. Dette skal kombineres med opkvalificering, samt bedre arbejdsforhold og vilkår. Samtidigt skal der åbnes op for unge fritidsjobbere til at løse praktiske opgaver som for eksempel borddækning, servering af mad/drikke, lettere opvask eller er med til sociale aktiviteter med borgerne. Samtidig nedbryder det generationsbarrierer og øger de unges bevidsthed om ældreplejen som et karrierevalg.
Maden er et andet overset område. Omkring 77.000 ældre på plejehjem eller med hjemmehjælp er ramt af underernæring. Det er uacceptabelt i et velfærdssamfund som vores. Ældre skal have indflydelse på, hvad de spiser, og måltiderne skal give glæde – ikke bare stille sulten. Der skal serveres traditionel dansk mad, som de ældre er vant til og ikke veganske retter eller andre skøre indfald.
I henhold til Ældresagen hat næsten hver 3. modtager af hjemmehjælp i 20025 afholdt sig fra at få gæster, fordi de ikke har mulighed for at kunne få gjort ordentligt rent. Jeg blev så vred da jeg læste dette. Det er en fuldstændig ommer. Vi kan ikke være det bekendt,
Ældre mennesker skal kunne bestemme over deres eget liv længst muligt. Hvad de vil spise. Hvor de vil bo. Hvordan deres hverdag skal tilrettelægges.
Når vi taler om ældrepleje, taler vi i virkeligheden om, hvilket samfund vi ønsker at være. Et samfund, hvor værdighed er en selvfølge eller et samfund, hvor de ældre må nøjes med for lidt tid, for lidt omsorg og for lidt værdighed.
Valget burde være enkelt
Læserbreve og debatindlæg er altid velkomne her på PingvinNyt.dk.
Ovenstående indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.
Alle indlæg skal overholde de presseetiske regler.
