Nu er der gået syv uger siden valget, og Danmark har endnu ikke fået en regering. Det er ikke nødvendigvis et problem, men det kan jo blive det. Især hvis vi løber ind i nye udenrigspolitiske kriser. Eller hvis hanta-virussen skulle udvikle sig til noget corona-lignende.
Men det er svært at danne en regering når der er mange partier, ikke mindst når de næsten alle er ret små. Men løsningen er ikke at hæve spærregrænsen som nogle har foreslået. Tværtimod, en lav spærregrænse gør det demokratiske maskineri mere smidigt og langtidsholdbart. Selvom nye partier kan være besværlige – især når de går i opløsning – så er det dog alligevel bedre at nye strømninger i folkehavet kommer frem til overfladen, i stedet for at man prøver at holde dem skjult. Strømninger der holdes nede, kan let ende med store eksplosioner.
Hvis vi vil have en høj stemmeprocent – og det vil vi vist alle – er det også vigtigt at alle kan finde et parti at spejle sig i. Kan man ikke det, vil man typisk lade være med at stemme. Det er blandt andet derfor at stemmeprocenten er ret lav i lande der som USA og UK har ’gammeldags’ valgsystemer med meget høje spærregrænser.
Når det er så svært for de danske partier at blive enige, skyldes det nok især at de moderne partier ikke ligger på lige linje fra Enhedslisten til Borgernes Parti. Det er vel kun i økonomiske spørgsmål at denne fordeling endnu eksisterer. Ellers er det mere kompliceret. Vi så ved dette valg hvordan spørgsmål som drikkevand, dyrevelfærd, folkeskole og pension ikke uden videre kan passes ind på den traditionelle venstre-højre-linje.
Det vigtigste er imidlertid ikke hvor mange partier der er repræsenteret, men at Folketinget bliver sammensat så demokratisk som muligt – således at flest mulige kan identificere sig med et parti – og bakke op bag en statsminister.
Og der findes jo en løsning som forener et stort antal partier med nem regeringsdannelse. Man kan jo lade vælgerne bestemme hvem der skal være statsminister. Det vil være ægte demokrati – i stedet for at nogle ganske få partiledere aftaler det hele bag lukkede døre. Ja, måske er det én enkelt partileder, nemlig Lars Løkke, der ender med at bestemme hvordan det ender. Det gør han med en opbakning fra mindre end 8 % af vælgerne.
Man kan i stedet vælge at give vælgerne to stemmesedler til folketingsvalget, én seddel hvor man stemmer på sit foretrukne parti, og én hvor man stemmer på sin foretrukne statsministerkandidat. Hvis en statsministerkandidat ender med at få over 50 % er han/hun valgt, og ellers må vi gennem endnu en valgrunde hvor man skal vælge mellem de to-tre kandidater der fik flest stemmer i første omgang.
Lyder det indviklet? Måske, men det er det ikke. Det er faktisk sådan man allerede gør andre steder, fx sker det tyske borgmestervalg på den måde. Den det er også sådan franske præsident vælges, altså ad to omgange. Det giver jo faktisk mere magt til vælgerne.
Og det må være målet. At vælgerne bestemmer.
Naturligvis kan der være risiko for at direkte valg af statsminister vil føre til endnu mere fokus på personerne, frem for på partierne
