Byrådsmedlem Niels Christian Selchau-Mark har i et længere Facebook-opslag redegjort for sine tanker om sagen om det angiveligt planlagte terrorangreb på Hadsten Skole.
Jeg er enig i én vigtig præmis: Vi skal være varsomme med at drage forhastede konklusioner om den konkrete sag og om de tre unge mennesker, der er involveret. Vi kender ikke alle årsager, motiver eller omstændigheder.
Men netop derfor mener jeg ikke, at den politiske diskussion skal vente.
For hvad nu, hvis der ikke findes ét enkelt og entydigt svar? Hvad hvis en sag som denne udspringer af et komplekst samspil mellem radikalisering, nihilisme, digitale miljøer, sociale fællesskaber, opdragelse, mistrivsel eller helt andre faktorer?
Det er spørgsmål, vi som samfund og politikere bør turde stille – også før eksperterne kan levere en endelig forklaring.
Vi ved ikke, om et angreb rent faktisk ville være blevet gennemført. Men vi ved, at anklagemyndigheden har rejst en yderst alvorlig sag. Alvoren bør i sig selv give anledning til at diskutere, om vores forebyggelse er tilstrækkelig, og om der er udviklingstendenser blandt børn og unge, som vi ikke har været gode nok til at opdage eller reagere på.
Forebyggelse handler netop om at handle, før man med sikkerhed ved, at katastrofen indtræffer. Vi accepterer det princip på mange andre områder. Vi etablerer sikre skoleveje, selv om vi ikke ved, om et bestemt barn ellers ville blive kørt ned. Vi installerer brandalarmer, selv om langt de fleste huse aldrig brænder. Og vi beskytter institutioner, når en alvorlig trussel vurderes at eksistere, selv om vi naturligvis håber, at beskyttelsen aldrig bliver nødvendig.
Det er ikke et argument for panik eller forhastede politiske løsninger. Tværtimod. Det er et argument for rettidig omhu.
Da jeg skrev om ”larmende tavshed” fra politisk hold, var min pointe derfor heller ikke, at politikere skal dømme i den konkrete sag eller på forhånd fastslå, hvorfor tre 16-årige skulle være kommet så langt ud:
Min pointe er, at vi bør løfte blikket fra den konkrete straffesag og stille de større spørgsmål:
Hvordan forebygger vi, at unge mennesker udvikler vilje til ekstrem vold? Hvilken betydning spiller digitale miljøer og fællesskaber? Hvilket ansvar har hjemmet, skolen, de sociale myndigheder og det omgivende samfund? Og har vi de nødvendige redskaber til at opdage faresignaler i tide?
På de spørgsmål findes der næppe enkle svar.
Men fraværet af enkle svar er ikke et argument for at undlade den politiske debat. Det er tværtimod en væsentlig grund til at tage den.
