Indlæser Begivenheder

Pløjning har altid været en vigtig del af landbrugets årshjul!

11 oktober @ 10:30

Pløjning har altid været en del af landbrugets årshjul, og selv om man i dag arbejder mere og mere med pløjefri dyrkning af landbrugsjorden, kan man stadig konkurrere om at trække den mest lige og nøjagtigt dybe fure med en plov bag et spand heste eller en stor eller lille traktor.

Det er endda en disciplin, der gennem årene er blevet forfinet med både lokale, danske, nordiske, europæiske og sågar verdensmesterskaber, hvor danske pløjere gentagne gange har gjort sig bemærket.

Skulle læseren få lyst til at se, hvordan det foregår, bliver der god lejlighed den 11. oktober ved Søften. Her vil man kunne se omkring 25 veterantraktorer med mere end 25 år på bagen og op mod 10 moderne traktorer med den danske elite ved ploven.

CB Veteranerne, der har base på Holkjærgård Maskinstation ved Galten, og Landboungdom afholder nemlig pløjekonkurrence d. 11. oktober ved Kokgården, Rønbækvej 37, 8382 Hinnerup.

”Vi starter kl. 9 med kaffe, kl. 10.40 er der flækning, og selve pløjningen starter kl. 12”, fortæller Niels Balle fra Søften, der selv har vundet flere mesterskaber. Han blev således verdensmester i pløjning i 1985.

Ploven er et af de helt gamle redskaber i landbruget. Fra de tidlige menneske- eller oksetrukne plove over heste- og senere traktortrukne hjulplove og svingplove blev den efter anden verdenskrig for alvor forfinet med Fergusons trepunktsophæng.

Mens flere og flere landmænd i dag går over til den nye pløjefri dyrkningsmetode, der efter nogens mening giver en bedre jordbund, kan man stadig nyde det ældgamle håndværk, pløjning, ved landets pløjestævner.

Ved efterårets pløjestævne på markerne ved Kokgården skal der nemlig stadig pløjes rigtigt og efter alle kunstens regler, når der konkurreres om at trække de mest lige furer i efterårsmulden.

Efterårsvejret har hidtil været landmanden ret så venligt stemt, og pløjerne sætter hinanden stævne med håb om godt vejr for at dyste venskabeligt i pløjningens ædle kunst.

Pløjerne er som tidligere år godt forberedte. De har øvet sig, og plovene er indstillet, pudset og poleret hjemmefra, ligesom målepinden er klar, når der skal duelleres på en- eller tofurede plove, og de nyere traktorer dyster på standard- og vendeplove.

Blandt veterantraktorerne kan man i år blandt andet møde den danske Bukh, forskellige udgaver af Volvo BM, Ferguson, Massey-Ferguson – herunder flere af de knækstyrede – Fordson, Ford, John Deere og mange flere.

”Der er stadig interesse for pløjningens ædle kunst, og vi vil gerne invitere flere til at deltage i denne”, lyder det fra Niels Balle, der derfor opfordrer interesserede til at ringe til ham for at aftale nærmere.

”Har man blot den mindste lyst, men ingen erfaring med at pløje, er der god hjælp at hente hos de erfarne, der gerne lærer fra sig! Man kan blot henvende sig til LandboUngdom eller CB Veteranerne på deres Facebook-sider. Her vil man også oplyse, hvis stævnet må aflyses eller flyttes på grund af regnfuldt vejr”, understreger Niels Balle, der også opfordrer børnefamilier til at besøge pløjestævnet.

”Traktor” er nemlig stadig ofte et af de første ord, børn lærer. Så skal de da også se en i virkeligheden!

Deltagere og andre gæster vil opleve rigtig efterårshygge på marken iblandet et stænk af alvor og koncentration, for det er stadig en ære at komme på sejrspodiet for at have trukket den mest lige fure. Det er en kamp, der udkæmpes indbyrdes mellem traktorførerne med traktoren, målepinden og ploven som våben.

Der vil som sædvanlig være såkaldt ”plovkro” med salg af øl, vand, kage, kaffe og pølser.

Nærmere oplysninger ved Niels Balle, tlf. 40119302.

STED