Både nationalt og lokalt har der den seneste tid været opmærksomhed på, om vores samfund er tilstrækkeligt rustet til at modstå de trusler, vi kan blive mødt af i en foranderlig verden. Den snak foregår både blandt borgerne og i det politiske landskab – og det er godt, for det handler om tryghed, sikkerhed og rettidig omhu.
Regeringen og Kommunernes Landsforening har allerede indgået en aftale om at gennemføre en landsdækkende kortlægning af alle eksisterende beskyttelsesrum. Det er en del af økonomiaftalen for 2026 og vil omfatte en vurdering af både placering, tilstand og kapacitet. Der udarbejdes også en tjekliste for eftersynet, og statslige bygninger samt anden infrastruktur – som metrostationer og underjordiske anlæg – vil blive vurderet som mulige supplerende beskyttelsesrum.
Det betyder, at arbejdet med at skabe overblik allerede er sat i gang, og at vi i Favrskov Kommune vil få adgang til opdaterede og brugbare oplysninger om vores egne forhold, når rapporten ligger klar. Det bliver et vigtigt grundlag for de beslutninger, vi som kommune skal træffe.
Når rapporten foreligger, vil det kommende byråd skulle tage en grundig drøftelse af, hvordan vi bedst sikrer borgernes tryghed og sikkerhed. I den drøftelse bør vi ikke blot se på, hvordan vi vedligeholder og udnytter de eksisterende beskyttelsesrum, men også vurdere, om der i fremtiden skal stilles krav om etablering af beskyttelsesrum i forbindelse med større nybyggerier. Den mulighed findes allerede i lovgivningen, hvor kommunalbestyrelsen har hjemmel til at stille sådanne krav – spørgsmålet er, om vi i Favrskov vil bruge den.
For Danmarksdemokraterne er svaret klart: Vi skal træffe beslutninger, der sørger for, at Favrskovs borgere har den bedst mulige beskyttelse, også i de situationer, vi håber aldrig opstår, men som vi alligevel har pligt til at være forberedte på.
Læserbreve er altid velkomne her på PingvinNyt.dk.
Ovenstående indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.
Alle indlæg skal overholde de presseetiske regler.