En projektbevilling fra det faglige udvalg for elektrikeruddannelsen, administreret via EVU, gør det nu muligt at realisere en række strategiske tiltag, der skal styrke både undervisning og samarbejdet med erhvervslivet.
Gennem investeringer i nyt udstyr, udvikling af moderne undervisningsmateriale, opkvalificering af automationshuset samt kompetenceudvikling af undervisere – særligt inden for områder som AI-engineering, cybersikkerhed og menneske-maskine-interaktion vil midlerne blive anvendt til at etablere et kompetencecenter inden for Industri 5.0. En af hjørnestenene i projektet bliver en fuldskala produktionslinje i automationshusets underetage, hvor digitale tvillinger og VR-teknologi integreres direkte i undervisningen.
“Vi ønsker at klæde vores elever på til at mestre fremtidens teknologi – og samtidig forstå den menneskelige faktor i automatiserede og intelligente systemer. Industri 5.0 handler netop om samspillet mellem menneske og maskine,” siger Rikke Holgersen Feld, Uddannelseschef på eluddannelsen.
Skolen er i fuld gang med at indgå strategiske samarbejder med aktører i branchen og laver fortsat fundraising for at sikre den bedst mulige platform. Partnerskaberne skal både give indblik i erhvervslivets behov og sikre, at Den Jyske Håndværkerskole vælger de rette teknologiske og pædagogiske spor.
“Vi ser det som et parløb med erhvervslivet, og vi søger stadig flere medspillere. Vi kan ikke forme fremtidens elektrikere alene – det kræver et tæt samspil med virksomhederne, så vi sammen styrker Danmarks konkurrenceevne i en teknologisk virkelighed i hastig udvikling,” udtaler Rikke Holgersen Feld.
”Med denne indsats sætter DJH i Hadsten en ny standard for, hvordan en moderne erhvervsuddannelse kan spille en aktiv rolle i omstillingen til Industri 5.0 – og sikrer samtidig, at fremtidens faglærte står stærkt i en digital og bæredygtig verden.”
Projektet bliver gennemført i samarbejde med Roskilde Tekniske Skole, hvilket sikrer et bredt og landsdækkende afsæt. Videnscenter for automation og teknologi og en række industrivirksomheder indgår desuden som strategiske partnere i en fokusgruppe, der skal bidrage med faglig sparring, praktikforløb og virksomhedscases.