Udvidelserne beløber sig til 10,2 mio. kr. i hvert af årene 2026 og 2027 faldende til 9,4 mio. kr. i 2028 og 2029. Reduktionerne udgør 8,4 mio. kr. i 2026 faldende til 8,2 mio. kr. årligt i 2027-29.
Hertil kommer et samlet anlægsbudget på 125 mio. kr. i 2026 og ca. 115 mio. kr. årligt i 2027-29.
– Jeg er glad for, at det endnu en gang er lykkes at lave en bred budgetaftale, hvor 24 af byrådets 25 medlemmer er med. Der er tale om et meget ansvarligt budget, hvor det nuværende serviceniveau er fastholdt samtidig med, at vi på anlægssiden investerer i rammerne for fremtidens velfærd indenfor især dagtilbud, skole og ældre, siger Favrskovs borgmester Lars Storgaard.
Byrådet sendte et budgetforslag i høring 3. september 2025, og høringen resulterede i 79 høringssvar. Partierne bag budgetforslaget har gennemgået og vurderet alle høringssvarene, og partierne hæfter sig særligt ved den generelle forståelse for og de konstruktive kommentarer til de økonomiske prioriteringer, som budgetforslaget er et udtryk for.
Partierne har i budgetaftalen foretaget enkelte tekstmæssige præciseringer i forhold til budgetforslaget. De vedrører alternative muligheder for etablering af ny idrætshal i Foldby-Norring, udvikling af fremtidens folkeskole, nyt vidtgående specialundervisningstilbud i Laurbjerg samt renovering af Plejecenter Anlægget i Ulstrup.
”Aftale om Budget 2026-29” behandles i Økonomiudvalget 30. september 2025 og i Favrskov Byråd 7. oktober 2025.