På byrådsmødet 29. oktober 2024 fremsendte Det Konservative Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Birgit Liin følgende forslag til behandling i Byrådet:
”Det Konservative Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Birgit Liin foreslår, at Favrskov Kommune tilbyder deltidspasning i daginstitutioner (vuggestue og børnehave) til forældre, der måtte ønske dette. Formålet er at give kommunens børnefamilier mulighed for større fleksibilitet i hverdagen. Det giver familier, der i forvejen benytter institutionerne i mindre grad, en lavere forældrebetaling. Forslaget lægger op til at lade en eventuel kommunal besparelse blive inden for institutionsområdet.”
Forslaget blev dengang godkendt af et flertal i Byrådet og efterfølgende videresendt til forvaltningen med henblik på, at der kunne udarbejdes et konkret forslag til, hvordan en deltidspasningsordning kan implementeres i Favrskov Kommune.
FORSLAG TIL MODEL
Børn og Kulturs forslag til en model for deltidspasning bygger på kommunens egne erfaringer fra den eksisterende ordning for deltidspasning ved barsel samt på erfaringer fra andre kommuner med deltidspasningsordninger.
Forslaget er udviklet med udgangspunkt i en række principper, der skal sikre en velfungerende ordning for både familier og daginstitutioner. Herunder et princip om at ordningen skal øge familiers fleksibilitet i valget af pasningsordninger og samtidig skabe forudsigelighed for institutionernes arbejdstidsplanlægning.
Derudover tilstræbes det at minimere administrationen og forenkle den praktiske planlægning af ordningen. Det er ligeledes en væsentlig prioritet, at alle børn – uanset om de er på deltid eller fuldtid – får mulighed for at deltage i den pædagogiske hverdag, herunder i kommunens skovbørnehavetilbud.
Endelig skal ressourcetildelingen til den enkelte daginstitution følge princippet om, at ”pengene følger opgaven” og afspejle det faktiske antal timer for både deltid- og fuldtidsbørn.
Børn og Kultur foreslår, at modellen for deltidspasning, baserer sig på følgende elementer:
* Forældrene kan vælge deltidspasning på 30 timer i et fast tidsrum mandag til fredag fra kl. 8.30 – 14.30.
* Ikke benyttede timer fra ferie, sygdom eller lign. kan ikke opspares til senere brug. Dette princip er det samme, som i dag gælder for deltidspasning til forældre på barsel.
* Fristen for at ændre mellem deltids- og fuldtidspasning bliver på 1 måned til den næstkommende 1. eller 16. i måneden.
* Aula anvendes til at registrere, hvornår barnet afleveres og afhentes. Af hensyn til den enkelte institutions planlægning og ressourceforbrug skal de 30 timer dække forældrenes faktiske pasningsbehov/tidsforbrug inkl. den daglige forældrekontakt, så tid til aflevering og afhentning mv. er indregnet i de 30 timer.
* I tilfælde af, at forældre ikke overholder anvendelse af deltidspladsen, vil forældrene af ledelsen i daginstitutionen få tilsendt to advarsler via e-Boks. Tredje gang det opleves, at forældrene ikke overholder deltidspladsen, orienteres forældrene via e-Boks om, at deltidspladsen ændres til fuldtid til den næstkommende 1. eller 16. i måneden.
ØKONOMI
Implementeringen af en deltidsordning kræver, at ressourcetildelingsmodellen på dagtilbudsområdet justeres, så den også omfatter ressourcetildeling til deltidspladser.
Det forudsættes, at en fuldtidsplads svarer til 40 timer om ugen. Selvom institutionens åbningstid er 51,5 timer om ugen, vurderes det, at en fuldtidsplads gennemsnitligt svarer til 40 timers pasning. Med denne forudsætning udgør en deltidsplads ¾ af en fuldtidsplads. Ved at vælge 40 timer fremfor de 51,5 timer øges både den kommunale ressourcetildeling og forældrebetalingen for deltidspladser.
Det forventes, at 5 % af børnene i Favrskov Kommune vil vælge en deltidsplads, hvis ordningen implementeres.
Det følger af byrådets beslutning 29. oktober 2024, at den foreslåede ordning ikke må medføre en reduktion af den kommunale tildeling til dagtilbudsområdet. Den samlede kommunale tildeling til området forbliver derfor uændret, mens forældrebetalingen for deltidspladser reduceres.
Dette medfører en budgetreduktion for daginstitutionerne, som afhænger af antallet af børn, der indskrives på deltidspladser.
Den samlede årlige økonomi for daginstitutionsområdet i 2025 forventes at være ca. 273 mio. kr. inkl. indtægter fra forældrebetaling.
Hvis 5 % af forældrene vælger deltidsplads, vil budgetreduktionen for daginstitutionsområdet være ca. 750.000 kr. årligt. For en institution med 24 vuggestuebørn og 70 børnehavebørn vil den foreslåede ressourcetildeling betyde en årlig budgetreduktion på samlet 30.200 kr. ud af et årligt budget på 8.500.000 kr., hvis 5 % af børnene vælger en deltidsplads.
Forældrebetalingstaksterne vil blive ændret ved en ny ressourcetildeling til deltid og fuldtid. Nedenstående tabel viser, at forældre ved at vælge deltidsplads vil spare 864 kr. pr. måned for et vuggestuebarn og 494 kr. pr. måned for et børnehavebarn i forældrebetaling (ud fra en forudsætning om at fuldtid svarer til 40 timer).
Som det ses i nedenstående tabel (kolonnen yderst til højre), så er den foreslåede takst højere end den nuværende deltidstakst ved barsel, da den er beregnet ud fra, at fuldtid svarer til 51,5 timer. Der lægges med dette forslag op til, at den nuværende takst for deltid ved barsel i vuggestue og børnehave ændres til den nye takst og træder i kraft sammen med deltidspasningsordningen.
Indførelse af nye takster skal varsles med 3 måneder, hvilket betyder, at en deltidspladsordning og nye takster efter høringsperioden kan implementeres fra 1. oktober 2025.
Tabel: Forældrebetalingstakster ved deltid og fuldtid i daginstitutioner:
© Favrskov Kommune


























