Deltidsansatte brandfolk, der udgør 82% af Danmarks brandfolk er, ligesom fuldtidsansatte kolleger, alle ansat i det borgernære beredskab på de kommunale brandstationer. Enten som kommunalt ansatte eller ansat i Falck som nogle kommuner har brandslukningsaftale med. Det er dem, der rykker ud, når borgeren ringer 112.
Det statslige beredskab, som nu har fået en bevilling på ekstra 608 millioner deltager – bortset fra Bornholm – ikke i det akutte beredskab. Kommunerne får altså ikke ekstra midler og dermed er der ingen økonomi til at løse de mange og komplekse udfordringer, som de kommunale beredskaber hver eneste dag løser, sammen med de mange nye opgaver der kommer til. Herunder at sikre økonomi til ansættelse af de mange brandfolk der mangler i beredskabet, samt til nyt og tidssvarende materiel og udstyr.
Det er kommunerne, der har ansvaret for og opgaven med at drive et borgernært og effektivt beredskab Det kommunale beredskab løser alle opgaver der er beskrevet i beredskabsloven, både de små og store. Det er altså alt fra den automatiske brandalarm på det lokale plejehjem, til et uheld på et biogasanlæg, hvor der strømmer millioner af liter gylle ud, til store og komplekse brande. Det også er det kommunale beredskab, der løser redningsopgaver og miljøuheld, samt første udrykningsenheder ved klimahændelser.
Borgmester Lars Storgaard bakker de deltidsansattes faglige organisation op ”Det er ærgerligt og faktisk uforståeligt, at der i den netop vedtagne beredskabsaftale mellem et stort flertal af partier i folketinget ikke er medtaget økonomi til at styrke de kommunale beredskaber”, udtaler borgmester Lars Storgaard til PingvinNyt.dk., og fortsætter: ”Hvis vi som kommunalt beredskab skal løse både nutidens og fremtidens udfordringer, så skal der penge på bordet. Både til uddannelse, efteruddannelse og til materiel, så jeg opfordrer beredskabsministeren og forligspartierne – herunder mit eget parti – til at genbesøge aftalen så hurtigt som muligt og sikre, at det borgernære beredskab tilgodeses med yderligere statslige økonomiske midler.”