I en tid med cyberangreb, droner og energikriser er det ikke længere nok at vide, hvordan man slukker en brand. Et moderne beredskab handler om, hvordan et samfund holder sammen, når strømmen forsvinder, vandet svigter, eller IT’en bryder ned.
Flere kommuner har derfor valgt at ”tage skeen i egen hånd”, nemlig at samle politikere, embedsmænd, erhvervsliv og borgere om ét bord for at styrke robustheden i kommunen.
Det kunne Favrskov Kommune tage ved lære af…
Tidligere har kommunerne stået i et tomrum. Staten har ikke præcist defineret, hvilke risici kommunerne skal kunne håndtere, eller hvor længe et lokalsamfund skal kunne klare sig selv.
Den kritik har KL rejst i måneder, men først i forrige uge imødekom Styrelsen for Samfundssikkerhed lidt af kritikken med en ny vejledning, der opfordrer borgere og lokale fællesskaber til at opbygge deres eget beredskab. Alle bør kunne klare sig i mindst tre døgn uden el, varme eller vand.
Det er glimrende, men blot en opfordring her fra PingvinNyt.dk: Opret et kommunalt beredskabsudvalg – NU!
Borgerne skal vide, hvad kommunen kan, hvad de selv skal kunne, og hvad der endnu ikke er på plads. Ellers er det nyttesløst.
Verden forandrer sig hurtigere, end vi når at skrive beredskabsplanerne færdige. Eller hurtigere end Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab får taget sig sammen til at udarbejde checklister…
Derfor skal der her fra PingvinNyt.dk lyde en opfordring til at oprette et hurtigt arbejdende nyt beredskabsudvalg i Favrskov. Det er både rettidigt og nødvendigt.
Vi står over for et kommunalvalg, så derfor vil PingvinNyt.dk gerne høre, hvordan de enkelte partier stiller sig til dette forslag, hvorfor vi har kontaktet samtlige ordførere og spidskandidater.
Venstre, Danmarksdemokraterne, Konservativt Folkeparti og SF stiller sig positive over for styrket lokalt beredskab. Øvrige partier har endnu ikke reageret.
Her er de reaktioner fra partierne, som indtil nu er indkommet:
Svar fra borgmesterkandidat Thomas Storm (V):
”Tak for at emnet tages op lokalt.
Mange borgere tænker formentligt ikke meget over ordet og tanken om at skulle ”preppe” eller hvad det indeholder. Der er derfor mange ting vi, politisk, kan gøre lokalt i Favrskov Kommune for at skabe mere viden og tryghed.
En af tingene er det der rejses i artiklen her i Pingvin Nyt om en beredskabsplan der er opdateret ud fra den verden vi lever i lige nu.
Jeg tror ikke der er mange der for et år siden havde tænkt på at Danmark kunne komme til at være en central skueplads, hvor hele verden kunne følge med i drone aktiviteter forskellige steder over vores land. Det ÉR virkeligheden i denne tid!
Artiklen er et relevant og vigtigt emne, som fortjener yderligere politisk opmærksomhed.
Under dette års budgetforhandlinger havde Venstre fremført et politisk forslag, hvor netop oplysningerne omkring vores beredskab var et emne. Desværre kunne det ikke opnå flertalstilslutning. Når det nye byråd tiltræder til januar vil Venstre fremføre emnet til behandling i byrådet.
Det er, for mig, en naturlig del af processen, at alle interessenter bliver inddraget i denne proces. Det vil derfor være en naturlig del fra dialog fasen og til en plan bliver politisk besluttet, at inddrage forskellige forvaltningsenheder, beredskabsmyndighederne, borgerne, erhvervslivet og det politiske virke i Favrskov.
Jeg synes bestemt, vi skal arbejde videre med det og få belyst de forskellige perspektiver, så vi i Favrskov byråd kan træffe de bedst mulige beslutninger for alles sikkerhed og fremtid. Det kræver at vi får igangsat en afdækning af mulighederne og dermed en aktiv indsats for at borgerne i Favrskov kan være bedst muligt oplyst og løbende informeret om beredskabsplanen i kommunen.
Om det skal ligge i et særskilt udvalg, eller være et delområde under et eller flere nuværende udvalg, vil jeg arbejde for at få aftalt med det nye byråd ved ikrafttræden af dette fra starten af 2026.”
Svar fra Danmarksdemokraterne i Favrskov v/ byrådsmedlem Morten Bang (Æ):
”Borgernes sikkerhed og tryghed er helt afgørende for os i Danmarksdemokraterne”
”Et robust beredskab er ikke længere kun et spørgsmål om at kunne slukke brande – det handler om at sikre, at kommunen kan fungere, når strømmen går, IT’en bryder ned, eller vandforsyningen svigter.
Vi har tidligere set, hvor vigtigt det er, at kommunens ledelse og beredskab træder i karakter. Under coronakrisen tog vi i Favrskov hurtige og ansvarlige beslutninger, der satte borgernes tryghed først. Det er netop den tilgang, vi ønsker at bygge videre på.
Vi bakker derfor op om, at Favrskov Kommune skal styrke sit krise- og beredskabsarbejde. Vi skal være forberedte – ikke kun på papiret, men også i praksis.
Det kræver et tæt samarbejde mellem politikere, embedsmænd, erhvervsliv, frivillige foreninger og borgerne selv.
Danmarksdemokraterne er åbne for at kigge på behovet for etablere et beredskabsudvalg, der hurtigt kan komme i gang med at kortlægge risici, informere borgerne og sikre en klar ansvarsfordeling.
Borgerne skal vide, hvad kommunen kan levere, hvad man selv skal kunne, og hvor vi mangler at styrke indsatsen.
Vi skylder hinanden at stå bedre rustet til de udfordringer, vi kan møde – hvad enten det er storme, cyberangreb eller energikriser.
Tryghed er, at hjælpen er nær, og at vi som lokalsamfund passer på hinanden – også i krisetider.”
Svar fra Konservativt Folkeparti (C) v/gruppeformand Charlotte Green:
”Der er ingen tvivl om, at beredskab er vigtigt, derfor har byrådet allerede taget initiativ til at sikre lagre, der gør, at vores svageste borgere, der er afhængige af kommunens hjælp kan få vand og mad i de første døgn. Også før vi fik udmeldingen, så ja en vigtig opgave for de svageste er vi klar til. Favrskov er netop en af de kommuner, der har været proaktive på at sikre forsyning til vores svageste.
Et nyt udvalg vil kunne indgå i overvejelserne ved konstitueringen om godt en måneds tid, hvis det finder politisk opbakning. Jeg tænker, at der findes flere måder at gøre det på, et regulært udvalg er en måde, det kan også tænkes ind i de nuværende udvalg. Der vil være fordele og ulemper ved begge modeller, som må afvejes. Men der er ingen tvivl om, at det kommende byråd kommer til at beskæftige sig langt mere med beredskab end tidligere.”
Svar fra SF (F) v/byrådsmedlem Søren Frandsen:
”Jeg er enig i behovet for øget fokus på beredskab”
”SF stillede også forslag herom i forbindelse med budgettet. Det udmøntede sig i følgende tekst:
U-104 Styrkelse af kommunens beredskab
Partierne bag budgetforslaget er opmærksomme på, at det er vigtigt at engagere civilsamfundet i at styrke samfundets samlede robusthed og evne til at håndtere beredskabsmæssige hændelser fx i tilfælde af forsyningssvigt, farlige vejrsituationer, ulykker eller forurening. Derfor skal en del af den nye tværgående beredskabskoordinators arbejdstid målrettes til at understøtte opbygningen af lokale beredskabsfællesskaber i mindre bysamfund.
Indsatsen skal koordineres og prioriteres i samarbejde med Landsbyrådet. Formålet er at skabe et øget kriseberedskab, der er lokalt forankret, og hvor borgerne i højeregrad kan hjælpe hinanden og understøtte de professionelle beredskabers indsats.”