Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg på PingvinNyt.dk skal overholde de presseetiske regler.
Jeg har været meget længe om at skrive denne klumme. Man kan vel nærmest sige at jeg har haft en skriveblokering. Problemet er at det er blevet næsten umuligt at kritisere Israel uden at blive beskyldt for at være antijødisk eller antisemitisk. Og det er jeg ikke. Faktisk er jeg aldeles ligeglad med hvilken religion folk dyrker, blot de ikke prøver at indskrænke andres frihed.
Naturligvis var det et beskidt terrorangreb Hamas gennemførte 7. oktober 2023, men det giver jo ikke Israel ret til indlede noget der efterhånden ligner begyndelsen på folkemord på palæstinenserne. Selvom det er svært at vide hvor mange palæstinensere der indtil nu er blevet dræbt, er der dog bred enighed om at det drejer sig om mindst 58.000 . Det er næsten ligeså mange mennesker som der bor i Randers. Og de er langt fra alle Hamas-krigere, tværtimod, så anslås det at mindst halvdelen er kvinder og børn. I følge UNICEF er mindst 50.000 børn i Gaza blevet dræbt eller såret siden oktober 2023. Og mens krigen fortsætter i Gaza, tager volden mod palæstinenserne på Vestbredden til – her chikanerer fanatiske bosættere på alle måder den oprindelige befolkning, river deres oliventræer op, ødelægger deres huse og stjæler deres jord. I mens ser den israelske hær passivt til. Det er slemt, og det er uforståeligt at det sker.
Men hvad kommer der til at stå i historiebøgerne om krigen når den engang slutter. Naturligvis vil man skrive om de mange palæstinensiske ofre og om forsøget på at fordrive palæstinenserne fra Gaza. Men mon ikke det er noget andet der især vil blive lagt væk på, og noget andet der især vil blive husket. Nemlig at det var her Europa fik revet sin maske af. Den maske Europa tager på når der tales demokrati, ytringsfrihed og alle menneskers ligeværd. Det er den maske Europa har på, når fx Ruslands invasion af Ukraine skal kritiseres. Men det er kun en maske. I virkeligheden er Europa – i hvert fald de ledende europæiske politikere – mere optaget af at beskytte Israel og holde hånden over Netanyahu – uanset hvilke forbrydelser den israelske hær og bosætterne gør sig skyldige i.
Det kan der være flere forklaringer på – lige fra rendyrket racisme til en forståelig sympati med et folk der ofte er blevet forfulgt op gennem historien, ikke mindst af nazisterne i Tyskland. Men lige som vi støtter Ukraine mod den russiske aggression, må vi støtte palæstinenserne når israelske soldater og bosættere dræber dem og stjæler deres jord. Vi kan ikke gemme os bag en bekvem dobbeltmoralsk maske.
Heldigvis er der nu flere og flere der ikke længere vil holde hånden over Netanyahu og hans hær eller over de jødiske bosættere. De seneste meningsmålinger viser at støtten til Israel er faldende overalt i Europa, mest i Sydeuropa, men også i Danmark. Man kan nærmest sige at den er i frit fald. Og det er især blandt de unge at støtten til palæstinensernes sag vokser – og omvendt også kritikken af de europæiske lederes dobbeltmoral og hykleri.
Det virker derfor også helt absurd og kynisk at blandt andet fremtrædende medlemmer af Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne nu er gået til kamp mod – nej, ikke Netanyahu og hans hær, og heller ikke bosætterne – men mod ytringsfriheden. De er gået til kamp mod palæstinensiske flag og mod musikere og andre deltagere på Roskilde-festivalen der åbent støtter palæstinenserne. Tænk at støtten til Israel kan blive så enøjet at man ikke vil kritisere israelernes forbrydelser, men alene retter sin vrede mod de unge mennesker der prøver at råbe op imod det.
Også andre steder er der folk på højrefløjen der forveksler kritik af Israel og bosætterne med antisemitisme. Men sjovt nok er der ingen der råber ’russofob’ når man kritiserer Putin og hans invasion af Ukraine. Vi må skelne skæg fra snot, og det kan aldrig blive antisemitisme at kritisere hverken Netanyahu, den israelske regering, den israelske hær eller de jødiske bosættere. Det er blot udtryk for humanisme.
