Hvorfor er der nogle der ikke kan nøjes med at skrive læserbreve eller skrive protestsange? Eller gå i T-shirts med politiske slogans? Grundlæggende handler det jo nok om had og afmagt. Men hvorfor kan man hade politikere i et demokratisk land så meget at man dræber dem?
Jeg tror der er flere årsager der forstærker hinanden. Men først vil jeg dog bemærke at det altid er farligt at forenkle og sætte i skemaer. Der er næppe to politiske drab der helt kan sammenlignes, og det er jo heldigvis kun de absolut færreste der griber til vold og endda drab. Der skal mere til, blandt andet at morderne er blevet forledt til at tro at deres sag er retfærdig.
Når de forbehold er taget, tror jeg den vigtigste årsag handler om at bestemte mindretalsgrupper bliver chikaneret, forfulgt og ligefrem lagt for had. Det kan være pga. deres hudfarve, deres køn eller deres religion – eller deres politiske holdninger.
Den amerikanske kommunikationsforsker Harold Laswell opstillede i forlængelse af 1. verdenskrig en tre-punkts-strategi for hvordan en regering skal vinde sin befolknings opbakning til nødvendigheden af at starte en krig. De tre punkter lød således:
1. Man skal definere et klart fjendebillede. Der må ikke være nogen tvivl om hvem fjenden er. Fjenden skal placeres geografisk, og al skyld må være på fjendens side.
2. Fjendebilledet skal udstyres med at maksimum af fjendtlighed og onde hensigter, således at skræmmeeffekten bliver så stor som muligt.
3. Man skal påstå at fjenden står i ledtog med onde magter, helst djævelen eller lignende. Og man skal fremhæve de grusomheder fjenden har begået.
Opskriften blev siden brugt af Ronald Reagan da han kaldte Sovjetunionen for Ondskabens Imperium og senere af George W. Bush om Iran, Irak og Nordkorea. Og Bush den yngre lokkede jo blandt andre Danmark med i krig mod et Irak han påstod havde de ultimativt onde våben, nemlig ’masseødelæggelsesvåben’.
Men magthaverne kan også bruge Laswells model mod indre fjender med det formål at få opbakning blandt vælgerne. Det ser vi mange steder, og jo også i USA hvor immigranter kaldes ulovlige, hvor ikke-hvide kaldes kriminelle, og hvor homoseksuelle og transkønnede beskyldes for at ødelægge familieværdierne. Ovenikøbet hævder højrefløjen fejlagtigt at det er demokraterne og venstrefløjen der står bag det meste af den politiske vold der hærger USA.
Heldigvis hænger Danmark endnu langt bedre sammen end USA, men vi har jo også her set hvordan sammenhængskraften bliver udfordret. I Danmark begyndte det nok med Mogens Glistrups angreb på ’muhammedanerne’, som han kaldte de gæstearbejdere der var inviteret til Danmark af et erhvervsliv der manglede arbejdskraft. Men vi så også dengang hvordan visse kirkelige kredse ikke ville acceptere kvindelige præster eller ægteskab mellem to mennesker af samme køn. I alle tilfælde handlede det om at udgrænse nogle af vores medborgere og forhindre dem i at få det liv de drømmer om.
Vi har også set den slags fjendebilleder brugt i nyere tid, blandt andet da Inger Støjberg fejrede en stramning af rettighederne for asylsøgere med at servere kage. Her blev asylansøgere helt generelt erklæret for farlige og uønskede – uanset hvor de kom fra, og hvad de var flygtet fra.
Den nok største indsigt der kom med humanismen i 1700-tallet, var at mennesker er født frie og lige – som det fx er formuleret i den amerikanske uafhængighedserklæring ”Vi anser disse sandheder for selvindlysende: at alle mennesker er skabt lige; at de af deres skaber er udstyret med visse umistelige rettigheder; at blandt disse er liv, frihed og stræben efter lykke.”
Men når man piller nogle mennesker ud af denne ligning, og fornægter dem – forhindrer dem i at stræbe efter deres egen lykke, og i øvrigt på forskellig måde begrænser deres udfoldelse – så splitter man samfundet.
Naturligvis er det OK at debattere og kritisere hinanden, det kan alle blive stærkere af, men når man prøver at begrænse bestemte gruppers stræben efter lykke, så splitter man – og det bliver man svagere af. Man kan måske nok opnå større samhørighed mellem sine egne meningsfæller på den måde, men man splitter samfundet, og det gør alle svagere på sigt. I dag er USA nok verdens stærkeste militærmagt, men som et samlet samfund er det blevet svagt. Det er en kolos på lerfødder.
Jeg håber vi tager ved lære af det her i Danmark. At vi bestræber os på at samle folk, ikke splitte dem ad. At vi respekterer at vi er forskellige, men alligevel lige meget værd – og at vi alle har ret til at stræbe efter lykke. Og at vi vil tage afstand fra had-tale og afvise politiske forslag der splitter os.
