I en tidligere periode som medlem af byrådet var jeg med til at indføre klippekortordningen. Den blev skabt for at give de ældre, der har brug for lidt ekstra hjælp, mulighed for netop det. 
Derfor er det vigtigt for mig at forstå, hvordan ordningen bruges i dag.
På kommunens hjemmeside står der, at klippekortet tildeles “de svageste ældre”, og at visitationen vurderer behovet.
Men det rejser et helt naturligt spørgsmål: Hvem er de svageste?
Er det en faglig vurdering af borgernes behov – eller er det et økonomisk loft, der afgør, hvor mange der i praksis kan få det?
Er det sådan, at man siger: “Vi har råd til X antal klippekort – og så må resten undvære”?
Det mener jeg, vi skylder borgerne et klart og ærligt svar på.
Og jeg ønsker at vide, hvor mange hjemmeboende ældre i Favrskov der får klippekort, og hvor mange der får hjemmehjælp uden at få den ekstra støtte.
Der er også to helt konkrete situationer, som rører mig meget:
1. Ældre i ældreboliger – juleaften
Ældre, der bor i kommunens ældreboliger lige ved siden af plejehjemmene, kan ofte ikke selv gå derover, især ikke når det er glat eller mørkt.
Alligevel kan de ikke bare deltage i juleaften eller andre fælles måltider, selv når der er plads.
2. Hjemmeboende ældre i egne boliger – arrangementer
Ældre, der bor i deres egne private boliger, har ikke adgang til arrangementer på plejehjemmene – selv når der er plads, og selv når pårørende gerne vil følge dem.
Det er ikke ond vilje.
Det er regler, der ikke længere passer til virkeligheden for de mennesker, de rammer.
Vi taler meget om værdighed og om at bekæmpe ensomhed.
Så må vi også sikre, at vores egen praksis ikke skaber ensomhed.
Jeg ønsker en kommune, hvor ældre har adgang til fællesskab, når de ønsker det.
Hvor vi åbner dørene – ikke lukker dem.
Og hvor vi møder vores ældre med varme, respekt og ordentlighed.
Læserbreve er altid velkomne her på PingvinNyt.dk.
Ovenstående indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.
Alle indlæg skal overholde de presseetiske regler.
