Ill.: © forslagsstillerne
Byrådet behandlede 22. juni 2026 borgerforslaget, der opnåede 994 stemmer på kommunens borgerforslagsportal, og besluttede at sende forslaget til nærmere vurdering og kvalificering i forvaltningen med efterfølgende behandling i Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Byrådet.
Borgerforslaget begrundes blandt andet med et ønske om at skabe bedre muligheder for badning, friluftsliv og rekreative aktiviteter i Hadsten.
På baggrund af Byrådets behandling har administrationen undersøgt de overordnede myndighedsmæssige, tekniske og driftsmæssige forhold, der knytter sig til etablering af en badesø. Administrationen har desuden indhentet erfaringer fra Randers og Herning Kommuner. Undersøgelsen har haft fokus på de krav og forpligtelser, der følger af gældende lovgivning, samt på erfaringer med etablering og drift af lignende anlæg.
Administrationen vurderer, at etablering af en kunstig badesø vil være et omfattende projekt med betydelige anlægs- og driftsmæssige konsekvenser. En kunstig badesø betragtes myndighedsmæssigt som et friluftsbad og er derfor omfattet af svømmebadsbekendtgørelsen. Da vandet ikke må kloreres, stilles der meget strenge krav til blandt andet biologisk vandrensning, hyppige analyser af vandkvaliteten, antallet af badende og afvaskning før badning, hvilket i praksis kræver bemanding i anlæggets åbningstid. Administrationen vurderer derfor, at anlæg og drift af en kunstig badesø vil medføre betydelige økonomiske omkostninger. Anlægget vil derudover kræve kommunal godkendelse samt dispensation fra statslige myndigheder.
På den baggrund vurderer administrationen, at der på nuværende tidspunkt ikke foreligger et tilstrækkeligt grundlag for at arbejde videre med etablering af en kunstig badesø i Hadsten.
Den indstilling skal Teknik- og Miljøudvalget tage stilling til på møde 7. oktober.