Som medlem af Favrskov Landsbyråd har jeg været med til at beslutte flere ansøgninger fra de 41 landsbyer, vi har. Ansøgninger der vedrører renovering af forsamlingshuse, energiforbedrende initiativer, etablering af legepladser o.m.a.
I Vissing har vi også fået bevilget penge fra Landsbyrådet samt fra en række fonde, der har gjort det muligt at igangsætte en udvendig renovering af vores forsamlingshus.
Vi har også inden for de seneste år modtaget støtte til indkøb af redskaber til vores mosteri af byens æbler i vores Æblesyndikat samt penge til afvikling af et podekursus, hvor vi nu har 60 æbletræer, der skal plantes forskellige steder i Vissing.
Senest får vi dækket udgifterne til afvikling af et borgermøde den 20. september i forsamlingshuset, hvor vi har fokus på den fortsatte udvikling af Vissing som landsby.
Ovenstående er eksempler på hvordan Favrskov kommune understøtter udviklingen i landsbyerne. En støtte der sammen med diverse fonde, gør det muligt at skabe liv og vækst i landsbyerne.
Det er min oplevelse, at fællesskabet, idérigdom og de initiativer, der tages i de lokale landsbyer generelt styrker engagementet, ansvarligheden samt er med til at sikre en fortsat udvikling i landdistrikterne.
Derfor har Landsbyrådet også udviklet et tilbud til landsbyerne, der omfatter muligheden for at få udarbejdet en lokal udviklingsplan. Landsbyernes UdviklingsPlan (LUP) gennemføres i denne tid i et par landsbyer og vi følger nøje de lokale initiativer, der igangsættes.
Jeg tror, at jeg taler på mange landsbyers vegne, når jeg fremhæver en række fokusområder, der fremover bør have det nye byråds og landsbyråds opmærksomhed:
– Byforskønnelse ikke kun i hovedbyerne
– Trafiksikkerhed herunder cykelstier og vejbump
– Mødesteder for unge der foregår på de unges præmisser
– Offentlig transport der sikrer et sammenhængende Favrskov
– Rammer for etablering af virksomheder i landsbyerne
– Vild med vilje-projekter og andre naturprojekter
Jeg tror på, at den demokratiske dialog i Landsbyrådet og lokalt fører til gode resultatet – også selv om det tager år, at få indfriet ønskerne. Derfor er landsbyernes fortsatte udvikling også en af mine mærkesager ved kommunalvalget den 18. november.
Det er mit håb at handle- og råderummet i Landsbyrådet udvides endnu mere til også at omfatte initiativer vedr. bæredygtighed.
Senere på året vil byrådet træffe beslutninger om hvilke forslag fra Bæredygtighedsudvalget i kommunen, der skal omsættes til konkret handling. Her vil civilsamfundet – herunder vores lokale Borgerforeninger og bestyrelser i landsbyer – kunne få en central rolle i at omsætte de gode intentioner til handling.
Det vil for mig være et eksempel på, hvordan vi tænker bæredygtighed med sund fornuft i et samlet Favrskov.
Læserbreve er altid velkomne her på PingvinNyt.dk.
Ovenstående indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.
Alle indlæg skal overholde de presseetiske regler.