Billedtekst: De 6 nyoptagne ses her siddende fra venstre Line Poulsen, Lone Busk, Anna Marie Andersen, og stående fra venstre Jesper Poulsen, Mogens Busk, Morten Andersen og gildemester Kirsten Andersen
De nyoptagne er alle i forhold til gildets øvrige alderssammensætning yngre mennesker, som efter endt spejdertid har ønsket at videreføre spejderideen, som voksen.
Efter mange år i henholdsvis De Danske Spejdere og KFUM Spejderne, har de seks mærket en lyst til at fortsætte ideerne bag spejderbevægelsen i andre rammer.
I Sct. Georgs Gildet kan vi lige præcis tilbyde det de savner, nemlig et fællesskab for voksne, hvor vi tager udgangspunkt i spejderbevægelsens principper. Vi tilstræber at leve efter spejder- og gildebevægelsens idealer.
Det betyder bl.a., at vi i fællesskab arbejder aktivt med personlig udvikling, støtter spejderarbejdet og deltager i løsning af humanitære og samfundsmæssige opgaver. Alt sammen samtidig med at vi har det sjovt og hyggeligt sammen.
”De unge” har inden optagelsen i Sct. Georgs Gildet prøvet kræfter med gildelivet. De har igennem året holdt månedlige gruppemøder, hvor de har lavet forskellige aktiviteter som f.eks. vandaktiviteter med bl.a. kajak og paddleboards, lerdueskydning, spejderløb og bålhygge. Desuden har de deltaget og snust lidt til aktiviteterne i det øvrige gilde.
Der er endnu et par stykker på vej til at være med og der er plads til flere. Hvis du har lyst til at prøve et aktivt gildeliv, må du meget gerne kontakte Gildemester Kirsten Andersen 2679 4953 eller ”De unges” gruppeleder Mogens Busk 3132 0822.

















