Mange familier søger om hjælp til mad og julegaver. Foto: Pixabay.
Blå Kors Danmark har nu lukket for ansøgninger til årets julehjælp, og aldrig før har så mange familier rakt ud efter hjælp. I alt har 23.253 familier søgt om julehjælp, hvilket er en stigning fra sidste års rekord på 21.285 ansøgninger.
Også i Østjylland mærker Blå Kors pres på ansøgningerne. Her har 3.755 familier søgt om julehjælp, hvilket er flere end nogensinde før. Til sammenligning var der 3.469 ansøgere i 2024.
For Favrskovs vedkommende har 123 familier søgt om julehjælp i år, hvilket er en familie mere end i 2024. År for år har tallene set således ud: 2020: 45 – 2021: 40 – 2022: 70 – 2023: 114 -2024: 122 – 2025: 123
For mange børnefamilier er december blevet en måned præget af bekymringer. Priserne på dagligvarer er ifølge Danmarks Nationalbank steget med mere end 30 procent siden 2021 og mange mærker allerede konsekvenserne af kontanthjælpsreformen og generelt højere leveomkostninger. Det presser især de familier, som i forvejen har svært ved at få økonomien til at hænge sammen.
“Vi møder forældre, der gør alt, hvad de kan for at få hverdagen til at hænge sammen. Men når de faste udgifter tager det hele, er der ikke noget tilbage til jul,” siger generalsekretær Morten Skov Mogensen og tilføjer: ”Det er børnene, der mærker det først.”
Ikke nok til at hjælpe alle familier
Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd lever 49.500 børn i Danmark i fattigdom. For mange af dem bliver julen endnu en påmindelse om, at de er anderledes end deres klassekammerater.
”Julen betyder enormt meget for børn. Derfor er det ekstra hårdt for mange forældre, når de må skuffe deres børn eller undvære helt basale ting for at få råd til at holde jul,” siger han.
Selvom julehjælpen får støtte fra blandt andet fonde, virksomheder og privatpersoner, rækker midlerne ikke til alle de familier, som har søgt om hjælp hos Blå Kors Danmark.
“Vi er meget taknemmelige for den støtte, vi har fået indtil videre, og det er stadig muligt at donere til julehjælpen. Alle donationer tæller og kan være med til at gøre en forskel. For med så mange ansøgninger har vi desværre ikke penge til at hjælpe alle, som det ser ud nu,” siger Morten Skov Mogensen.
FAKTABOKS:
Blå Kors Danmarks julehjælp gives til økonomisk trængte børnefamilier med hjemmeboende børn under 18 år – med særlig vægt på enlige forsørgere. I år består hjælpen af et gavekort på 700 kroner til Lidl.
Julehjælpen er i år støttet af blandt andet Ole Kirk’s Fond, Lars Larsens JYSK Fond, Hempel Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Vissing Fonden, Oak Foundation og Lidl.

















