Hadsten Bio er et skoleeksempel på, hvad frivillighed kan gøre for et lokalsamfund. Biografen, drevet af engagerede frivillige, har haft et rekordår i 2024 – et år, hvor de har slået selv landets største biografer på besøgstal i forhold til indbyggertal. Det er en imponerende bedrift, der viser, hvor meget dedikation og sammenhold kan betyde.
Biografen er ikke bare et sted, hvor man ser film. Den er blevet et samlingspunkt for familier, unge og ældre, og den tilbyder langt mere end blot de nyeste premierefilm. Der har været fokus på et bredt filmudvalg, flere arrangementer og et stærkt lokalt engagement – alt sammen drevet af frivillige kræfter.
Men Hadsten Bio er langt fra alene. Frivillige er rygraden i mange af de kultur- og fritidstilbud, vi har i Favrskov. Uden dem ville vi ikke have de samme muligheder for fællesskab, oplevelser og udvikling i vores lokalsamfund.
Som Næstformand i Kultur- og Fritidsudvalget arbejder jeg for at støtte og styrke frivilligheden. Det er vigtigt, at vi som kommune giver de bedste betingelser for de mange ildsjæle, der hver dag gør en forskel. Der skal være økonomisk opbakning, synlig anerkendelse og gode rammer for de frivillige, så vi også i fremtiden kan opleve succeshistorier som Hadsten Bio.
Frivillighed løfter Favrskov, og Hadsten Bio beviser, at det kan skabe noget helt unikt. Derfor opfordrer jeg alle, der har lyst, til at tage del i frivilligheden – det gavner ikke kun fællesskabet, men også én selv.
Disclaimer:
Læserbreve er altid velkomne her på PingvinNyt.dk.
Ovenstående indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.
Alle indlæg skal overholde de presseetiske regler.