Der er faldet meget sne i Randers-området og det fyger så meget, at det er svært at holde vejene farbare. Det betyder blandt andet, at det ikke er muligt at køre patienter til og fra Regionshospitalet Randers med patientbefordringen.
– Vi har en række færdigbehandlede patienter, som vi ikke har mulighed for at sende hjem. Derfor er vi i øjeblikket ved at undersøge mulighederne for overnatning til disse patienter. Samtidig arbejder vi på at udskyde flere planlagte operationer, så borgerne ikke skal tage turen herind, og så vi ikke ender i en situation med overbelægning på hospitalet, siger beredskabschef og overlæge Helge MacIntyre.
Planlagte aftaler udskydes
Da vejrsituationen ikke ser ud til at blive synderligt forbedret i løbet af onsdag aften og nat, arbejdes der i øjeblikket også på at udskyde nogle af torsdagens planlagte operationer og aftaler i ambulatorierne. Især for patienter som ikke vil kunne komme hjem igen.
– Alle afdelinger arbejder på højtryk for at danne sig et overblik og få ringet ud til de borgere, der skal have flyttet deres aftaler. Hvis man har en aftale på hospitalet i morgen, som man ved, man ikke har mulighed for at møde op til, så må man også gerne hurtigst muligt kontakte os og melde afbud, lyder det fra beredskabschefen.
Det er kun planlagte og ikke livsnødvendige operationer og aftaler, der kan blive udskudt.