Af Eva Dixen, Hadsten og Ulstrup Bibliotek
Der er noget særligt ved togrejsen. Den langsomme fremdrift, det monotone hjulklap og de korte glimt af landskaber, der glider forbi – som scener i en film, hvor vi selv sidder i hovedrollen. Toget er ikke bare transport, det er overgang, eftertanke og tilfældige møder. Måske derfor egner det sig så godt til litteraturen. I disse tre meget forskellige bøger folder togrejsen sig ud på hver sin måde.
På skinner
Digte Her er Klaus Rifbjerg i sit mest legesyge hjørne. I denne digtsamling blander han rytme, lyd og barndomsminder i et sprogligt tog, der både puffer afsted og slingrer af glæde. Det er en hyldest til fantasien, til det barnlige blik på verden – og til toget som både transportmiddel og poetisk motor. Digtene kører i fuld fart gennem indtryk og udtryk, og man kan ikke lade være med at smile undervejs. Det er både nostalgisk, sjovt og uventet tankevækkende.
Fut fut fut. Af Klaus Rifbjerg
Hverdagsmelankoli
Roman Dette er en lille perle af en roman. Den handler om Guylain, en stille mand, der hver morgen stiger på toget med en oplæsningsopgave for sig selv og sine medpassagerer: at redde og dele løsrevne sider fra de bøger, der ellers ville ende i papirmøllen på hans arbejde. Det er en fin, humoristisk og hjertevarm fortælling om kærlighed til litteraturen, til rutinen og til de små hverdagsmirakler, der kan opstå, når man tør række ud. Den minder mig om, hvor poetisk selv den mest gennemsnitlige togtur kan blive.
Læseren i morgentoget. Af Jean-Paul Didierlaurent
Sovjetisk togrejse
Roman Den menneskekloge, finlandssvenske forfatter har bedrevet en stille, intens roman om at dele rum med et andet menneske – på godt og ondt. På en togrejse gennem det rå sovjetiske vinterlandskab tvinges en ung finsk kvinde og en ældre russisk mand til at være hinandens selskab. Det er en bog om uventede forbindelser, om stilhed, sprog og grænser – både de ydre og de indre. Den rummer alt det, togrejsen kan: distance, nærhed, uro og ro i én og samme kupé.
Kupé nr. 6. Af Rosa Liksom
