Favrskovs byrådskandidater skal derfor finde nye veje til vælgerne frem mod kommunalvalget den 18. november.
Partierne og kandidaterne bliver nødt til at skrue op for synligheden i virkeligheden, herunder vælgermøder og opsøgende dialog med borgerne.
Man fristes nærmest til at bifalde, at der endelig er der kommet en EU-regel, der indirekte ender med at være en god nyhed for det lokale demokrati, nemlig at valgkampen og politikerne rykker tættere på den virkelighed, det handler om.
Kampagnepengene skal fremover bruges anderledes, og det er positivt, at de nu i højere grad bruges lokalt, hvad enten det er bannere på halmballer, valgplakater eller kommunens frie, publicistiske medier, der faktisk interesserer sig for, hvad der foregår i Favrskov. Uafhængige, nysgerrige, publicistiske og af og til irriterende medier.
Medier, der tager kommunen, politik, politikerne og vælgerne alvorligt.
Et lokalt medie som dette, der tager sin opgave alvorligt, kan være irriterende for politikere eller embedsmænd. Men uden opdager den enkelte sjældent, hvad der går under radaren i byrådet eller forvaltningen.
Et velfungerende lokaldemokrati næres ikke af opslag og likes – det lever af offentlighed, en ordentlig debat og et ægte engagement. Uanset om man er politiker eller medie.
Derfor kan det undre, at kandidater og partier, der går op i det lokale, tidligere har sendt tusindvis af kroner til platforme med en opslidende tone og en debatkultur, som ingen bør stå model til.
Heller ikke dem, der gør en kæmpe ekstra indsats for vores by ved at sidde i byrådet…