Patienter, der bliver udskrevet fra regionshospitalet i Gødstrup, kan se frem til mindre bøvl, hvis de har brug for at få for eksempel en rollator eller kørestol med hjem. Det kunne Favrskov lære af…

De seks kommuner, som hører under Gødstrup, har oprettet et fælles hjælpemiddeldepot på hospitalet.
Dermed undgår patienterne først at skulle låne en rollator eller kørestol, der skal leveres tilbage til sygehuset, for så senere at låne en tilsvarende rollator eller kørestol af den kommune, de bor i.
– Nu får de hjælpemidlet direkte fra kommunen med det samme, siger koordinator for hjælpemiddelafsnittet i Gødstrup, Janni Birkkjær Borg
– Jeg håber, at det her vil hjælpe vores patienter til at få en lidt nemmere udskrivelse fra hospitalet.
I Favrskov Kommune ser man anderledes på på det
Her er ”systemet” nemlig vigtigere end hensynet til borgerne…
Det fik denne redaktør at føle, da han for et par år siden bad om midlertidigt at låne en kørestol efter min hustru var kommet slemt til skade i Region Syddanmark og sendt hjem fra sygehuset i Svendborg uden en kørestol.
På vejen hjem kontaktede vi visitationen på hjælpemiddelcentralen i Hadsten og spurgte om vi midlertidigt kunne låne en kørestol.
Svaret var en blank afvisning
Man lod os utvetydigt forstå, at det var regionens pligt at udstyre min hustru med de fornødne hjælpemidler efter behandling og udskrivning til eget hjem. Vi skulle altså med andre ord have bedt sygehuset i Svendborg om at få udleveret en kørestol, tage denne på nakken og transportere den til Hadsten. For så senere at aflevere den igen nede i Svendborg…
Ordret lød det fra visitationens ”regelrytter”: Vi er meget opmærksomme på, at regionen overholder deres forpligtelser over for patienterne”. At den foreløbige behandling var sket i Region Syddanmark og at den endelige behandling endnu ikke var påbegyndt i Region Midtjylland/Regionshospitalet Randers kunne hun ikke tage sig af. Regler er regler – basta!
Og kommunale regler trumfer borgernes helbred, førlighed og tryghed. Også selv vi kun bad om at måtte låne en kørestol et par dage indtil min hustru evt. var blevet opereret i Randers og udstyret med en kørestol derfra, så hjalp ingen ”kære mor”…
Direktør for Social og Sundhed i Favrskov Kommune, Ulrik Johansen, udtalte på baggrund af ovenstående bl.a.: ”Når man har været i behandling på sygehuset er kompetencefordelingen mellem region og kommune meget entydig. Og den tilsiger, at det er sygehuset/regionen – eller helt præcist den behandlende afdeling – der har behandlingsansvaret og derfor skal sikre sig, at I får de nødvendige hjælpemidler. Og det skyldes, at vi i et tilfælde som jeres ikke har det fulde sygdomsbillede til at kunne udlevere hjælpemidler. Og hvis vi udleverer forkerte hjælpemidler kan vi risikere at skade behandlingsforløbet. I burde derfor have haft en kørestol fra Svendborg sygehus.
Formanden for Social og Sundhedsudvalget, Rikke Randrup, udtalte på baggrund af ovenstående bl.a.: ”Politisk godkender vi i Social og sundhedsudvalget og i Byrådet de samarbejdsaftaler, der laves på sundhedsområdet imellem region, kommune og praktiserende læge. Dette bla. for at der ikke bør være tvivl om, hvem af de tre instanser, der har behandlingsansvaret i en given sag. Det er beklageligt at I ikke har oplevet, at det fungerer efter hensigten. I jeres tilfælde ligger ansvaret, som Ulrik Johansen beskriver i Regionen.”
Er der behov for et ændret mindset i Favrskov?
Det nyvalgte byråd har netop overtaget ansvaret for tingenes tilstand i kommunen. Og man kunne fromt ønske, at der er nyvalgte medlemmer, der tør tage et lille opgør med ”systemet” og først og fremmest prioritere borgernes helbred, sikkerhed og tryghed.
Spørge sig selv om det er politisk acceptabelt, at en borger der rækker ud efter akut hjælp hos Favrskov Kommune i form af lån af en kørestol i 2-3 dage får afslag med henvisning til ”den klare kompetencefordeling mellem regionens og kommunens ansvar”?
Kunne det tænkes, at man skulle/burde arbejde med et ændret mindset i Social- og Sundhed?
Sagt med andre ord og en klar parafrase til en tidligere amerikansk præsident:
”Spørg ikke dig selv, hvor finder du en regel, der afslår akut hjælp til en borger?
”Spørg i stedet for dig selv: Hvordan kan jeg bøje en regel, så jeg tilgodeser en borgers helbred, sikkerhed og tryghed?”
”SYNSPUNKT” skrives og redigeres af PingvinNyt.dk’s redaktør, Eigil Jacobsen,
og klummen sætter som oftest respektløst og unuanceret fokus
på både store og små finurligheder, nyheder og tildragelser, og hvor navnlig politik
og politikere fylder meget. Både lokalt, regionalt og nationalt.
Hensigten med klummen er først og fremmest at skabe debat og eftertanke,
og indholdet er alene udtryk for skribentens egne holdninger.