Hvis du bor i området omkring Hallendrup og Hadbjerg, kan du nu søge støtte til projekter, der bidrager positivt til lokalområdet. Seks nye vindmøller ved Hallendrup har nemlig udløst en grøn pulje på 3,2 mio. kroner, der er målrettet dem, der bor tættest på møllerne. Puljen kan bruges til alt fra små fællesskabsprojekter til større forbedringer i lokalområdet.
I Danmark skal alle, der opstiller vedvarende energianlæg som f.eks. vindmøller og solcelleanlæg, indbetale til en såkaldt grøn pulje. Formålet med de grønne puljer er at tilføre midler til de lokalområder i Danmark, hvor de nye energianlæg placeres.
Størrelsen på den enkelte grønne pulje afhænger af, hvor meget strøm det givne energianlæg producerer. Kort sagt: Jo mere energi, jo flere penge til lokalområdet.
Hvem kan søge og hvordan?
Hvis du har en god idé, kan du frem til 15. maj 2026 søge om midler fra puljen. Projektet skal ligge inden for 5 kilometers afstand fra vindmøllerne eller i Hadbjerg Skoles skoledistrikt. Favrskov Kommune fordeler midlerne, og I står for udførelsen af projektet.
Puljen støtter almennyttige idéer, der bidrager til lokalområdet. Det kan være sociale fællesskaber, kulturelle aktiviteter eller grønne initiativer, som gør noget godt for de mennesker, der bor der.
Som eksempel modtog projektet “Vild med vand i Voldby” i 2023 midler fra en grøn pulje afledt af et solcelleanlæg ved Voldby. Midlerne gik til renovering af det lokale friluftsbad, så badet, der ellers var lukningstruet, kunne leve videre. Eksempler som dette viser, hvordan etablering af et energianlæg kan bidrage til at skabe værdi lokalt.
Og det er netop den form for lokal værdi, Thomas Storm, formanden for Plan- og Landdistriktsudvalget i Favrskov Kommune, ser som styrken ved de grønne puljer: -“Når nye vindmøller kommer til, skal naboerne kunne mærke fordelene. Grøn pulje giver en unik mulighed for at sætte gang i gode idéer, som styrker fællesskabet og udvikler området. Jeg håber, at både borgere, foreninger og lokalråd vil gribe muligheden og være med til at skabe projekter, der gør en positiv forskel i deres lokalområde.”
Vil du vide mere?
På favrskov.dk/grønpulje kan du læse mere om, hvem der kan søge og hvordan du søger. Fristen for ansøgninger til den grønne pulje vedrørende vindmøllerne i Hallendrup er 15. maj 2026.