Fra 1. april 2026 får borgere i Favrskov mulighed for at stille forslag, som kan blive behandlet i Favrskov Byråd. Det sker, når Favrskov Kommune indfører en såkaldt borgerforslagsordning.
Formålet med ordningen er at styrke borgernes mulighed for at bidrage med ideer og input til kommunens udvikling.
– Borgerforslagsordningen giver borgerne i Favrskov en ny indgang til at bidrage til det lokale demokrati – og en anden måde at komme til orde på. Vi vil gerne gøre det lettere for alle borgere at engagere sig og få deres idéer og synspunkter bragt frem i lyset, siger borgmester Lars Storgaard.
Stil, stem og følg borgerforslag digitalt
Borgerforslag oprettes og støttes via hjemmesiden borgerforslag.favrskov.dk. For at oprette eller stemme på et borgerforslag skal man være fyldt 16 år og have fast bopæl og adresse i Favrskov Kommune, og man skal logge ind med MitID.
Når et borgerforslag er oprettet, bliver det først vurderet administrativt for at sikre, at det lever op til ordningens krav. Når forslaget er administrativt godkendt, bliver det offentliggjort, og andre borgere kan herefter udtrykke støtte til forslaget.
900 støtter giver politisk behandling
For at et borgerforslag kan blive behandlet i Byrådet, skal det opnå støtte fra mindst 900 borgere inden for tre måneder. Med støtte fra 900 borgere bliver forslaget sat på byrådets dagsorden, hvor det drøftes og kan føre til forskellige beslutninger, herunder vedtagelse, afvisning eller beslutning om yderligere politisk eller administrativ behandling.
Favrskov Kommune informerer på hjemmeside og Facebook, når nye borgerforslag er offentliggjort. Forslagsstilleren sørger selv for at udbrede kendskabet til forslaget og samle støtte – for eksempel via sociale medier, lokale netværk eller fysiske opslag.
Fakta om borgerforslag i Favrskov Kommune
- Borgerforslagsordningen træder i kraft 1. april 2026.
- For at oprette og stemme på et forslag skal man være fyldt 16 år og have bopæl og folkeregisteradresse i Favrskov Kommune
- Når et borgerforslag har opnået 900 stemmer senest tre måneder efter offentliggørelsen, kan det blive behandlet i Byrådet
- Ordningen og de tilhørende retningslinjer blev vedtaget af Byrådet 25. marts 2025
- I Budget 2026-29 blev der afsat 200.000 kr. årligt til ordningen.
Læs mere om ordningen – og stil, stem og følg borgerforslag på borgerforslag.favrskov.dk.