Der er nu etableret en moderne streetbasketbane centralt ved Hadsten Skole.
Den er udstyret med “HS Street Pro” basketballstandere, professionelle kurve og integrerede siddeområder i træ til socialt samvær. Banen er offentlig og åben for alle.
Den ”officielle” indvielse fandt sted 22. juni fra kl. 18.30.
Projektet er blevet realiseret med en donation på 500.000 kroner fra Nordea-fonden og er langt mere end blot en bane med kurve og streger. Den nye streetbane er et attraktivt samlingspunkt for unge basketspillere.
Målet har fra starten været at skabe et åbent mødested, hvor børn og unge kan være aktive, mødes med venner og blive en del af et positivt fællesskab. Banen er åben for alle og ligger centralt placeret lige ved Hadsten Skole, tæt på de steder, hvor mange unge allerede udfolder sig i deres hverdag.
For klubben Hadsten Hawks har det været vigtigt at skabe et sted, hvor basketball kan samle mennesker på tværs af alder, erfaring og baggrund.

“Vi ønskede ikke blot at etablere en bane. Vi ønskede at skabe et sted, hvor unge kan mødes, være aktive og føle sig som en del af et fællesskab. Basketball er omdrejningspunktet, men det vigtigste er de relationer og oplevelser, der opstår omkring banen,” siger medlem af bestyrelsen i Hadsten Hawks, Thomas Johansen.
Den nye bane skal bruges til åbne aktiviteter, streetbasketturneringer, skoleforløb og uformelle træningsfællesskaber. Samtidig bliver den et naturligt samlingssted for klubbens egne medlemmer, som får et sted at mødes og dyrke fællesskabet uden for den traditionelle træning i hallen.
Projektet bygger på et tæt samarbejde mellem Hadsten Hawks og Hadsten Skole. Banen skal fungere som et åbent og inkluderende tilbud, hvor alle er velkomne – uanset om man allerede spiller basketball, eller om man bare er nysgerrig efter at prøve.
Med den nye bane har Hadsten fået endnu et aktivt mødested, der skal bidrage til mere bevægelse, stærkere fællesskaber og øget trivsel blandt børn og unge i mange år fremover.
Klubben Hadsten Hawks tæller omkring 120 medlemmer. På landsplan er interessen for basketball vokset de seneste 10 år fra omkring 10.000 klubmedlemmer til nu ca. 22.000.
Fakta:
Streetbasket har sine rødder i de amerikanske storbyers baggårde. Især i ghettoerne bliver der spillet meget streetbasket, og de fleste professionelle NBA-spillere startede deres karriere på gaden med streetbasket. For mange er streetbasket ikke bare et spil men også et udtryk for en livsstil.