Mens huspriserne stiger i 83 af landets 98 kommuner er huspriserne I Favrskov faldet med mere end 4 pct.
Dermed er Favrskov én af blot 11 kommuner i hele landet, hvor huspriserne er gået tilbage.
Det er de nye maj-tal fra Boligsidens Markedsindeks, der igen viser stigende huspriser, og det er en tendens, der gælder i størstedelen af landet. Hele 83 af landets kommuner har nu højere huspriser end for et år siden. Blot ikke i Favrskov:

I hele 83 af landets 98 kommuner peger pilen for huspriserne nemlig op, når man sammenligner de nye tal med niveauet for præcis et år siden.
Det gælder også for samtlige omegnskommuner til Favrskov:
– Aarhus +7,29 pct.
– Skanderborg + 11,2 pct.
– Silkeborg + 4,7 pct.
– Randers + 9,7 pct.
– Syddjurs +17,2 pct.
”Når vi kigger på landkortet over kommunerne med stigende priser, er det meget tydeligt, at det gælder i langt størstedelen af landet. Det er udtryk for, at den stigende interesse fra huskøberne er bredt forankret, og at det ikke kun er et fænomen, der gør sig gældende omkring landets største byer,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.
