Er dansk landbrug ved at blive afviklet? Og bliver landdistrikterne lagt øde? Det skorter ikke på dystre forudsigelser i disse dage – nu hvor et flertal i Folketinget endelig vil bremse landbrugets forarmelse af de danske fjorde og det danske landskab.
Man vil snarere gå omvendt, således at der kommer mere liv på landet, med flere planteavlere og forædlingsvirksomheder. Der vil nok også komme mere turisme – med mulighed for flere spisesteder og andre oplevelser.
Nej, den nye landbrugspolitik fører ikke til afvikling, tværtimod kan den reparere lidt på den skade der allerede er sket. Mange områder har længe været præget af affolkning og besparelser. Det er nok værst på Lolland, men der jo også mange landsbyer i Favrskov hvor befolkningstallet er faldende. Og selv store byer som Thorsø og Ulstrup mister indbyggere.
Der er helt oplagt at livet på landet ser helt anderledes ud end da jeg voksede op i 1950’erne og 60’erne. Der er meget der er lukket – skoler, brugsforeninger, købmænd, bagere, slagtere, sparekasser – osv. Meget er naturligvis teknologiens skyld. Da traktoren erstattede hestene og mejetærskeren erstattede selvbinderen, var der brug for mindre arbejdskraft på landet. Og det samme med alle de andre maskiner der siden er kommet til. Men der er også meget der er resultatet af politiske beslutninger. Og vel at mærke beslutninger der er truffet af Venstre og andre partier med basis på landet.
Den værste var nok Lars Løkkes strukturreform fra 2005. Den blev bakket op af alle borgerlige partier. Den reducerede 271 kommuner til 98 og erstattede 13 amtskommuner med 5 regioner. Og dermed nedlagde den også et stort antal rådhuse og fjernede et meget stort antal arbejdspladser fra mange halvstore byer. Nogle af de nye kommuner kom til at bestå af syv gamle kommuner. Her blev virkelig centraliseret.
I kølvandet på strukturreformen blev det lettere at lukke små landsbyskoler, og det skete også. Også her i Favrskov blev der lukket flere skoler – men her havde forældrene resurser til at drive skolerne videre som friskoler. Sådan var det ikke alle steder, og da slet ikke på de små øer. Og overalt er en lukket skole ensbetydende med fraflytning og stagnation.
Den blinde og tankeløse centralisering har i høj grad også ramt landbruget. Tidligere var der mange love og regler der forhindrede at gårde blev nedlagt. En landmand måtte således kun eje et vist antal gårde, og der var regler om deres størrelse og om hvor langt de måtte ligge fra hinanden. Og desuden skulle en køber være landmandsuddannet, dvs. have det såkaldt grønne bevis. I dag kan enhver (også selskaber) købe ligeså mange gårde man vil, og ligeså meget jord man vil. Og også her er de partier der har basis på landet, ansvarlige. Da den seneste pakke med lempelser blev vedtaget i 2015, stemte i øvrigt også Socialdemokraterne og SF for. Det eneste parti der var imod, var Enhedslisten.
Nogle af de nedlagte gårde bruges fortsat til beboelse, men mange er revet ned eller bruges til andre aktiviteter. Resultatet er i hvert fald at hvor en landsby i min barndom måske havde 15-20 gårde, så har den en eller to i dag. Og de få ansatte der er tilbage, har ingen børn – i hvert fald ikke i Danmark – og de indgår ikke i landsbyernes sociale liv. Specielt på svinefarmene er der mange udlændinge, omkring halvdelen af alle ansatte er udlændinge på korte kontrakter.
Et tredje eksempel er den offentlige trafik. De blå busser blev ’i gamle dage’ varetaget af amtsrådene, og her var alle partier enige i at det var vigtigt at busserne kom rundt i alle landsbyer. Og alle var også enige i at det var vigtigt at de betjente gymnasierne. Det ændrede sig da amterne blev nedlagt ved strukturreformen. De ny regionsråd fik jo ikke de samme økonomiske muligheder som amtsrådene havde haft, bl.a. måtte de ikke selv opkræve skatter. Det førte her i Region Midt til at mange busruter i Vestjylland blev nedlagt eller forringet. Her var der ikke så mange passagerer og dermed heller ikke så mange indtægter.
Endnu værre blev det da den senere transportminister Ole Birk Olesen fra LA i 2019 lempede reglerne for den private fjerntrafik med busser. Det gav flere afgange på de ruter hvor der var flest passagerer og flest indtægter – og det var godt for passagererne til/fra de store byer. Det var også godt for de private busselskaber der nu fik bedre muligheder for at tjene penge, men til gengæld mistede Midttrafik indtægter. Og resultatet var at der endnu engang skulle spares, og nu gik det også ud over busruterne i Østjylland. Nogle ruter blev så beskåret at det endte med at de helt blev lukket.
Dermed blev det svært for de unge at komme til og fra deres skoler, men det problem løste de partier der har basis på landet, ved at give 17-årige lov til at køre bil. Det blev de 17-årige naturligvis glade for, men busserne fik endnu færre kunder – og endnu færre afgange. Og det ramte alle dem (især ældre) der ikke (længere) kunne køre bil. Nu er de helt fortabt på landet.
Den solidariske løsning ville selvfølgelig have været at forbedre den kollektive trafik, så de unge – og alle andre – hurtigt og billigt kunne komme til og fra deres skoler og arbejde. Den solidariske løsning ville også have været at Midttrafik og de andre offentlige busselskaber står for de hurtige fjernbusser, således at indtægterne derfra kan bruges til at holde liv i de ’tynde’ ruter på landet.
Det er bare nogle eksempler. Også på mange andre områder har de partier der har deres basis på landet, ført en politik der har fremmet centraliseringen og gjort det mindre attraktivt at bo i en mindre by. De har revet Danmark fra hinanden, i stedet for at binde landet sammen.
