Af Thomas Storm, Venstre, Favrskov Byråd
Med byrådets forhandlinger af budgettet for 2027-2030, er det vigtigt at huske, hvad et kommunalt budget i virkeligheden handler om. Det handler ikke kun om tal og regneark. Det handler om mennesker, hverdagsliv og om udviklingen af de lokalsamfund, der tilsammen udgør Favrskov Kommune. Derfor har vi gået til forhandlingerne med grundlæggende målsætning, bl.a. at sætte en flere årig retning for kommunens økonomi, forbedre vilkårene for kommunens ansatte ved øget etablering af digitale hjælpeværktøjer, der giver flere ressourcer til borgernære opgaver. Vi glæder os også over de kommende forbedrede vilkår, som vores ældre og gangbesværede borgere vil opleve, når alle indgangsdøre i kommunale bygninger med adgang for borgerne, vil blive opdateret til automatiske døråbninger. Dette er et af de borgernære forslag Venstres byrådsgruppe bragte med til budgetforhandlingerne. Vi øger fokus på samspillet mellem folkeskolerne i Favrskov Kommune og vores foreningsliv, gennem nyt politisk tiltag og deltagelse i udvalg, hvor samspillet skal hjælpe til at styrke fremtidens folkeskole
Det er dét vi i Venstres byrådsgruppe har valgt at gå til budgetforhandlingerne med et klart mål om dialog og samarbejde på tværs af byrådets partier. Kommunale udfordringer og vigtige beslutninger for borgerne i Favrskov Kommune løses bedst, når vi lytter til hinanden og søger fælles løsninger for en stabil fremtid for kommunens budgetter.
Det vedtagne budget viser, at det er muligt at forene ansvarlig økonomi med fortsatte investeringer i velfærd og udvikling. Der er fokus på børn og unge, på ældreområdet og på de borgere, der har brug for ekstra støtte. Samtidig er der arbejdet for at skabe rammer og udvikling for erhvervsliv, foreninger og de mange fællesskaber, for de kommende år.
Vi politiske partier har naturligvis forskellige holdninger til, hvordan kommunens midler bedst prioriteres. Det er en styrke ved demokratiet. Netop derfor er det ekstra godt for borgerne, når partierne formår at mødes om et fælles ansvar for kommunens fremtid.
Venstres byrådsgruppe har med budgetaftalen endnu engang vist viljen til at samle frem for at splitte. Det er en tilgang vi mener skaber stabilitet og giver borgerne vished om, at der arbejdes mere langsigtet, ansvarligt og udviklende frem mod kommende budgetår.
Favrskov har meget at bygge videre på. Med et bredt samarbejde om budgettet for 2027-2030 er der skabt et fundament for kommende års dialog om udvikling af vores kommune. Venstre vil være med til at sætte retning og være samarbejdspartner til gavn for borgerne.
Læserbreve og debatindlæg er altid velkomne her på PingvinNyt.dk.
Ovenstående indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.
Alle indlæg skal overholde de presseetiske regler.