Indlæser Begivenheder

Udstilling med ”9 NYE” kunstnere fra Århus Kunstakademi i Hinnerup

13 maj @ 16:00

Onsdag d. 13. maj åbner udstillingen ”9 NYE” på Hinnerup Bibliotek & Kulturhus, hvor publikum kan opleve værker af ni nyuddannede kunstnere fra Århus Kunstakademi årgang 2025. Udstillingen finder sted i Uhresalen og giver et indblik i en ny generation af kunstnere, der både udfordrer og fornyer det kunstneriske felt.

Århus Kunstakademi er kendt for sin frie og åbne tilgang til kunstnerisk udvikling, hvor den enkelte kunstners stemme og vision er i centrum. Dette afspejles tydeligt i udstillingen, hvor de deltagende kunstnere præsenterer værker, der udspringer af personlige undersøgelser og erfaringer – samtidig med, at der tegner sig en rød tråd fra deres fælles uddannelsesgrundlag.

Udstillingen spænder bredt i både materialer og udtryk. Her kan publikum blandt andet opleve eksperimenterende keramiske installationer, grafiske tryk, maleri samt hybride værker, hvor skulptur og forskellige medier smelter sammen. Fælles for værkerne er en nysgerrig tilgang til grænserne mellem tradition og innovation.

De ni udstillende kunstnere er: Tina Lynge, Alberte Miltersen, Janni Drejer, Rebecca Uth, Beatrice Torssell, Tim Koefoed, Anne-Grethe Holm, Gloria Jensen og Mona Kaae.

Udstillingen åbner onsdag den 13. maj kl. 16.00, hvor alle er velkomne til fernisering med et glas bobler og mulighed for at møde kunstnerne bag værkerne.

Praktisk information:
Udstillingen kan opleves i Hinnerup Biblioteks bemandede åbningstid frem til og med den 19. juni 2026.
Bemærk, at Uhresalen også anvendes til arrangementer og møder. For at være sikker på adgang anbefales det at kontakte biblioteket forud for besøget.

STED

Hinnerup Bibliotek