Den kritik som flere borgerlige politikere har ført frem, er ikke berettiget. Det fremgår undervejs flere gange tydeligt at de 400 milliarder blot repræsenterer værdien af den kryolit der er sejlet til Danmark. Det postuleres ingen steder at Danmark har kunnet stikke alle de 400 milliarder i lommen.
Men selvom det klart bliver præciseret at de mange penge blot er værdien, så bidrager flere af de medvirkende, bl.a. Múte B. Egede, til at skabe en stemning af at der er noget om snakken, altså at Danmark har tjent 400 milliarder, og at Danmark derfor nærmest skylder Grønland at betale dem tilbage. Det må Múte B. naturligvis godt mene, og som bekendt er der pt. valgkamp i Grønland, så han har formentlig brug for at skrue op for retorikken. Men man kunne godt ønske sig at intervieweren havde været noget mere kritisk over for Múte B.
Noget andet er at de 400 milliarder er et papirtal. Det kan både være større og mindre. Det kommer an på hvordan man regner det ud; der findes ingen fælles vedtaget måde at gøre det på. Men det er naturligvis klart at det er et meget stort beløb. Det er også klart at overskuddet fra minen helt overvejende er endt andre steder end i Grønland. Det var mest syfilis de lokale grønlændere fik ud af det, ovenikøbet mistede de adgangen til en del af deres jagtområde.
Det havde imidlertid været mere lærerigt hvis udviklingen af kryolitminen var blevet sat ind i den historiske kontekst. Ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, så var Grønland dengang en dansk koloni. Den blev styret fra København og af danskere. Og minen er et helt klassisk koloniprojekt; den vigtigste grund til at have kolonier var jo at bringe varer og råstoffer fra kolonierne til hjemlandet. Det gjaldt både ved miner og ved fx fremstilling af sukker eller bomuldsstof.
Indtil midt i 1800-tallet kom arbejdskraften de fleste steder fra slaver, ofte importeret fra Afrika. Og Danmark tillod selv brug af slaver på De vestindiske øer helt frem til sommeren 1848, altså mindre end ti år før kryolitbrydningen kom i gang. I Grønland brugte man ikke slaver, men arbejdskraft fra Danmark.
Resultatet var imidlertid det samme. Man lagde et sugerør fra kolonien til hjemlandet, og langt det meste af fortjenesten endte i moderlandet. Sådan var det generelt, også i de andre kolonier Danmark har haft (selvom blandt andet Tranquebar længe gav underskud!). Det var jo netop det der var meningen ved kolonier, og det er der intet nyt i.
Og her rammer dokumentaren ved siden af. I stedet for at fokusere på de 400 milliarder, kunne den have set mere detaljeret på pengestrømmen. Dels fordi noget jo på en eller anden måde kom tilbage til Grønland – hvor meget var det? Det kan vi foreløbig kun gætte på. Men Danmark brugte i hvert fald mange penge på Den kongelige grønlandske handel som sørgede at der kom varer ud til alle bygderne i Grønland.
Og dels fordi det jo ikke bare var ’Danmark’ der tjente på minen. Noget endte selvfølgelig i statskassen, men den største del gik givetvis i lommerne på aktionærerne i Kryolitselskabet (fra 1940 var den danske stat dog aktionær i virksomheden). En af de første aktionærer var C. F. Tietgen, og han brugte sin fortjeneste til blive Danmarks førende industrifyrste. Og den del af historien om Tietgen er der mig bekendt ikke forsket meget i.
Derimod er der forsket langt mere i fortjenesten fra De vestindiske øer. Hvorfor? Skyldes det at man i dag sagtens kan se at Danmark tjente godt på øernes sukkerplantager, men har svært ved at forstå at Grønland var en koloni på næsten samme måde som De vestindiske øer? Der var nærmest kun slaverne – og varmen! – til forskel.
Alene derfor var det godt at DR sendte dokumentaren, men det er ærgerligt at den meget tydelige fokusering på de 400 milliarder helt er kommet til at overskygge de mere principielle aspekter.
