PingvinNyt.dk

Altid først med det sidste!

Log ind

Seneste nyt

Untitled-1
Ældre Sagens direktør afkræver svar fra politikerne
8b215ad3-e196-4763-b1ef-9aa474c91a6f
Pesticider truer drikkevandet: Så meget fylder landbruget i Favrskov kommune
20260316_163152
Årsmøde med efterfølgende generalforsamling i Favrskov Erhverv
62adef4e-3384-4c2e-bb73-c5b5cb4a2657
Rent drikkevand er ikke en selvfølge
7f42c2b9-bba3-4f3d-9d08-28c0a21eddf1
Brevstem i Borgerservice og på biblioteker
den-store-skaermkamp
Ugens anmeldelse fra Favrskov Bibliotekerne
landsretten
Tyveri i butikker er ikke småting – det koster arbejdspladser
1e41d531-03c6-4312-b7e7-9e9981413f52
I Favrskov Kommune skynder man sig langsomt
René Schneider 2024
Elnettet må ikke blive en stopklods for udviklingen i Favrskov
DSCN0961
UGENS NATURBILLEDER nr. 161

Gudenåsti-projektet har gjort det muligt at gå på en 175 kilometer lang, sammenhængende vandrerute fra Gudenåens udspring i Vejle Kommune til Randers Fjord. Projektet har kostet 57 millioner kroner, hvoraf A.P. Møller Fonden og Nordea-fonden hver har støttet med 15 millioner kroner. Resultatet fejres med indvielser i de otte Gudenå-kommuner den 28. marts 2026.

En naturoplevelse i særklasse er nu klar til vandrere og andre naturelskere. De sidste tre år har de otte kommuner, som Gudenåen løber igennem, arbejdet sammen med Naturstyrelsen og med støtte fra A.P. Møller Fonden og Nordea-fonden om at forbedre og forbinde de eksisterende stier langs åen og at etablere nye stier, hvor der ikke var nogen. Tidligere var farbarheden langs åen udfordret af, at stierne lå så lavt, at de ofte blev oversvømmet, men nu er mange af stierne hævet med nyt grus og træbroer. Resultatet er, at man nu oftere kan vandre tørskoet hele vejen fra Gudenåens udspring nær Tørring i Vejle Kommune til udløbet i Randers Fjord.

Undervejs løber hundredvis af kilder og mindre åer ud i Gudenåen og gør den til en imponerende strøm, der til sidst når sit udløb i Randers Fjord. Hele vejen sætter Gudenåen store aftryk på landskabet og dyrelivet, og den byder på et utal af store og forskellige naturoplevelser – lige fra det spæde kildeudspring over det dramatiske Søhøjlandet til den udbredte å nord for Silkeborg og videre gennem engene ved Randers.

Det er Hedensted, Horsens, Skanderborg, Viborg, Vejle, Silkeborg, Randers og Favrskov kommuner samt Naturstyrelsen, der med støtte fra de to fonde har arbejdet sammen om projektet. Organisatorisk har projektet haft hjemme i Favrskov Kommune, og her glæder borgmester Lars Storgaard sig til at se endnu flere begive sig ud i naturen for at nyde Gudenåstiens kvaliteter.

– Jeg har boet tæt på Gudenåen det meste af mit liv, og den har givet mig mange gode oplevelser. At man nu kan gå hele vejen langs Gudenåen ad én sammenhængende vandrerute – i noget af den skønneste natur i landet – er bare fantastisk. Jeg er sikker på, at den nye sammenhængende Gudenåsti hurtigt vil markere sig som en af de mest attraktive vandreruter i Danmark, siger Lars Storgaard og fortsætter:

– Vi har i Gudenå-kommunerne altid været glade for at have åen i baghaven, men det nye sammenhængende stisystem betyder, at vi rykker vi helt op i superligaen, når det drejer sig om attraktive vandremuligheder i Danmark. Og den oplevelse vil vi meget gerne dele med alle andre. Jeg vil gerne takke de mange lodsejere, som har samarbejdet med os om projektet, og på kommunernes og Naturstyrelsens vegne vil jeg sende en stor tak til Nordea-fonden og A.P. Møller Fonden for at kunne se perspektiverne i at bidrage til et så stort og naturskønt projekt, siger Lars Storgaard.

Projektet har kostet 57 millioner kroner, hvoraf A.P. Møller Fonden og Nordea-fonden har bidraget med i alt 30 millioner kroner. Hos Nordea-fonden hæfter uddelingschef Christine Paludan-Müller sig ved, at realiseringen af Gudenåstien er resultatet af mange aktørers fælles indsats.

– Der ligger en stor, beundringsværdig arbejdsindsats bag etableringen af Gudenåstien. Projektet er blevet løftet i fælles flok af Naturstyrelsen, de otte kommuner langs Gudenåen og en lang række lodsejere. Hos Nordea-fonden er vi stolte af at være med til at støtte op om indsatsen. Gudenåstien er nu åben og byder på en perlerække af store naturoplevelser – for både lokale brugere og besøgende udefra. Alle kan godt glæde sig til at komme ud i det fri, siger Christine Paludan-Müller.

Det har taget tre år at binde de i alt 175 kilometer vandresti sammen, og foruden arbejdet med stierne langs Gudenåen har projektet også handlet om at lave ensartet skiltning på stierne og formidle seværdigheder langs ruten samt etablering af støttefaciliteter. På hjemmesiden oplevgudenaa.dk kan man planlægge sin vandretur, se Gudenåstiens forskellige etaper og de smukkeste og mest tilgængelige ture. Man kan også finde podcasts om Gudenåens rige kulturhistorie og se, hvor der er fx toiletter og madpakkehuse langs ruten.

Gudenåen afvander et kæmpe areal på størrelse med Fyn, så når det regner meget, vil dele af Gudenåstien stadig blive oversvømmet. Det bidrager til åens foranderlige liv hen over året, hvilket er en stor oplevelse. Men det kan også udfordre farbarheden, og derfor er der nogle steder anvist alternative veje, som kan bruges, når vandet står højt. Der er opsat QR-koder langs stierne, og når man scanner dem med sin telefon, får man svar på, om stien er farbar på den næste strækning, eller om man skal gå den alternative vej. Derfor kan besøgende på stien nu tage på tur uden at bekymre sig om farbarheden.

Gudenåstien indvies 28. marts 2026 med arrangementer i alle Gudenå-kommunerne – se her for mere info: https://oplevgudenaa.dk/gudenaastien-indvies-den-28-marts/

Del denne nyhed:

Fik du læst?

7f42c2b9-bba3-4f3d-9d08-28c0a21eddf1
Brevstem i Borgerservice og på biblioteker
1e41d531-03c6-4312-b7e7-9e9981413f52
I Favrskov Kommune skynder man sig langsomt
DSCN0961
UGENS NATURBILLEDER nr. 161
DSC09039
UGENS NATURBILLEDER nr. 160