Foto: © Carsten Bundgaard Andersen
Idrætsforeningerne i Favrskov Kommune gik frem med 822 medlemmer i 2025. På landsplan sætter foreningernes samlede medlemstal rekord
For fjerde år i træk kan DGI og Danmarks Idrætsforbund (DIF) præsentere et historisk højt medlemstal for landets idrætsforeninger.
Det samlede medlemstal er nu oppe på 2.525.038, en stigning på 40.821 i forhold til året før. Det er første gang, at medlemstallet på landsplan runder 2,5 millioner.
Også i Favrskov Kommune var der i 2025 fremgang med 822 flere medlemmer end året før – en stigning på 3,16 %. Nu er der i alt 26.811 medlemmer i kommunens 65 idrætsforeninger under DGI og DIF.
Stærk fremgang i Favrskov Kommune
Favrskov Kommune oplevede i 2025 en særlig stor fremgang blandt seniorerne. Blandt de 60–69-årige og 70+-årige var der fart på udviklingen med stigninger på henholdsvis 15,95 % og 16,80 % – den mest markante vækst på tværs af alle aldersgrupper.

HADSTEN MOTION er stærkt medvirkende til medlemsfremgangen
På den netop afholdte generalforsamling i HADSTEN MOTION kunne formand, Trine Merete Hagemann oplyse, at foreningens medlemstal ved udgangen af 2025 lå på imponerende 2838 medlemmer. I 2022 var medlemstallet 1922 medlemmer, hvilket giver en medlemsfremgang på godt 900 medlemmer på 3 år.
For at styrke det lokale foreningsliv har DGI Østjylland i tæt samarbejde med kommunen sat handling bag ambitionerne. To lokale lederakademier har rustet frivillige ledere med konkrete værktøjer til at udvikle foreningerne, engagere flere frivillige og skabe tilbud, der appellerer bredt – fra børn og unge til voksne og seniorer. Et nyt ledernetværk er vokset frem som en naturlig forlængelse, hvor foreningerne mødes, udveksler erfaringer og inspirerer på tværs. Tilsammen tegner der sig et billede af et foreningsliv i bevægelse – mere robust, mere sammenhængende og med endnu stærkere rødder i fællesskabet i Favrskov.
Den fine fremgang i medlemstal og dermed aktive borgere glæder Morten Bang, formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Favrskov Kommune: “Vi ved, at bevægelse og motion er vigtigt for vores seniorer, og derfor er det ekstra glædeligt, at endnu flere af dem nu er aktive. Det er flot, at Favrskov Kommune er blandt de mest idrætsaktive i DGI Østjylland, og det skyldes blandt andet et stærkt, lokalt foreningsliv. Der er igen grund til at rose de mange frivilliges indsats. Den er helt afgørende i det her. Og så er det fortsat vigtigt, at vi i udvalget fortsætter med at skabe gode vilkår for de frivillige og attraktive faciliteter for medlemmerne. Måske det også kan være med til at fastholde børnene og de unge, hvor vi oplever et lille fald,” lyder det fra Morten Bang.
Idrætsforeningerne bliver valgt til
Det er fjerde år i træk siden nedgangen i corona-årene, at DIF og DGI’s samlede medlemstal sætter rekord.
“Det er glædeligt at se, hvor stærkt foreningslivet står i Favrskov. Frivillige, ledere og bestyrelser gør en kæmpe indsats for at skabe gode tilbud og aktive fællesskaber i hele kommunen. Samtidig viser samarbejdet mellem foreninger, kommune og DGI Østjylland, hvor meget vi kan løfte i fællesskab – og derfor ser vi også et stort potentiale i udvikle et endnu stærkere strategisk partnerskab,” siger Lars Mandrup, formand for DGI Østjylland.
Medlemsrekorden vækker også glæde hos DIF.
“Det er fantastisk, at endnu flere valgte foreningsidrætten til i 2025. I idrætsforeningerne mødes børn, unge og voksne i stærke fællesskaber, hvor der både er plads til motion, hygge, ambitioner og nye venskaber. Den nye medlemsrekord er et resultat af de mange frivilliges indsats, og de skal alle have en kæmpe tak for indsatsen,” siger DIF’s formand, Hans Natorp.
Fakta om medlemstallene
Det samlede medlemstal for DGI og DIF er renset for dobbeltregistreringer, da flere idrætsforeninger/klubber er medlemmer af begge organisationer. Tallet dækker kalenderåret 2025. Et medlem tæller med i statistikken, hvis medlemskabet har haft en varighed på mindst tre måneder i kalenderåret. Et enkelt CPR-nummer kan tælle som flere medlemmer, hvis personen i kalenderåret har haft mere end et medlemskab i minimum tre måneder.
Dyk ned i tallene for de to organisationer og i registreringsmetoderne på henholdsvis www.dif.dk/medlemstal og www.dgi.dk/medlemstal
Medlemstal for 2025 (udvikling fra 2024 i parentes):
Samlede medlemmer på tværs af DIF og DGI 2.525.038 (+ 40.821)
Danmarks Idrætsforbund (DIF): 2.140.630 (+ 16.793)
DGI: 1.996.197 (+ 55.674)
DGI Østjylland: 261.874 (+ 4.566)
Favrskov Kommune på tværs af DIF og DGI: 26.811 (+ 822)