Søndag 2. februar er det muligt at blive opdateret på den aktuelle politiske situation set fra Christiansborg.
Den dag er Venstres formand og forsvarsminister Troels Lund Poulsen nemlig hovedtaleren, når Venstre i Favrskov holder sin årlige Nytårskur, som i år finder sted på Lindegaarden, Svejstrupvej 8, 8370 Hadsten fra kl. 18-21, oplyser Venstre i Favrskov i en pressemeddelelse.
– Vi er glade for, at en af landets fremtrædende politikere har afset tid til at besøge Favrskov. Troels Lund befinder sig jo i magtens centrum, og han vil give et indblik i både den landspolitiske og den internationale situation, som den tegner sig både nu og i den nærmeste fremtid, siger Ken Richter, der er formand for Venstre i Favrskov.
Foruden Troels Lund Poulsen vil Anders G. Christensen og Thomas Storm, der er Venstres spidskandidater til henholdsvis regions- og kommunalvalget 18. november, give deres kvalificerede bud på, hvordan det politiske landskab i Region Midtjylland og Favrskov Kommune udfolder sig i 2025.
Venstres Nytårskur er for alle, og du kan læse mere om tilmelding og betaling for menu på hjemmesiden www.favrskov.venstre.dk.