Flere patruljer fra Østjyllands Politi blev natten til tirsdag sendt til en adresse i Thorsø, da politiet kl. 00.45 modtog en anmeldelse om et igangværende indbrud på en landejendom.

Ifølge anmeldelsen havde en beboer fra adressen fulgt efter et køretøj, hvori en formodet gerningsmand befandt sig, da manden var flygtet fra stedet, da alarmerne var gået.
På Skanderborgvej nær Hammel fik en patrulje kort tid efter bragt den formodede gerningsmand til standsning, da de fik øje på køretøjet med beboeren kørende efter sig.
I det pågældende køretøj sad en 34-årig mand, som blev lagt i håndjern og anholdt, sigtet for at have begået indbrud på landejendommen i Thorsø. Han blev efterfølgende taget med på stationen til nærmere afhøring og blev desuden sigtet for at have kørt bil uden førerret.
Ifølge anmeldelsen kunne to personer ses på videoovervågningen fra stedet, og Østjyllands Politi har for nuværende ikke yderligere kommentarer af hensyn til den fortsatte efterforskning, da en formodet medgerningsmand fortsat er på fri fod.