Socialkompas er en online-platform, der giver overblik over sociale tilbud for borgere i Favrskov Kommune. Det er eksempelvis kommunale tilbud, som er åbne for alle, og foreningstilbud på det frivillige sociale område. Udover lokale tilbud, som man kan møde op til, rummer platformen også telefoniske og digitale tilbud, der kan tilgås hjemmefra.
FrivilligCenter Aarhus har i 2020 udviklet Socialkompas sammen med Aarhus Kommune, og nu sørger Frivilligcentre og Selvhjælp Danmark frem mod 2026 for at brede det ud til 40 kommuner.
Favrskov Kommune er deriblandt, og i Favrskov er etableringen af Socialkompas et samarbejde mellem FrivilligCenter Favrskov, Børn og Kultur, Social og Sundhed og Job og Økonomi. Det lokale Socialkompas blev præsenteret i forbindelse med Frivillig Fredag 29. september 2023 i Hammel Idrætscenter.
Lars Storgaard, borgmester i Favrskov Kommune, glæder sig over det kommunale samarbejde og den fælles indsats for at bygge bro mellem borger, civilsamfund og kommune:
– Der er så mange gode tiltag og tilbud rundt omkring, men det kan være svært at bevare overblikket og finde lige det, man ønsker. Derfor er det helt oplagt at lave et samlet overblik, så det bliver nemmere for borgerne og de forskellige initiativtagere at finde hinanden. Vi ved, at alle kan blive ramt af livet og få brug for støtte i forskellige livssituationer. Med Socialkompas bliver det nemmere at finde den rette støtte. Samtidig giver det god mening, at flere af vores forvaltninger er en del af denne her indsats, da de hver på deres måde har nær borgerkontakt, og alle arbejder for at give borgerne den rette hjælp og støtte.
– For at blive en succes er det afgørende, at der lokalt er et godt samarbejde mellem kommunen og FrivilligCenter Favrskov, så vi i fællesskab kan udbrede kendskabet til Socialkompas, understreger Charlotte Bøcher, chef for Børn og Familie i Favrskov Kommune:
– Det lokale ejerskab er afgørende for, at informationerne på Socialkompas er opdaterede, så det handler om at tage portalen til sig og ’fodre’ den med de rette oplysninger, så den bliver brugbar og aktuel for alle parter.
Du finder Socialkompas her: favrskov.socialkompas.dk